Hvis du får stjålet din bil i Nordsjælland, vil der sandsynligvis gå rigtig lang tid, før sagen ender i retten. I gennemsnit vil der gå lige præcis 464 dage, fra politiet sigter gerningsmanden, til straffesagen sendes videre til domstolene. Og det er ikke den eneste type forbrydelse, hvor borgerne i Nordsjælland må vente længe på, at deres sag bliver behandlet i anklagemyndigheden.
Sagsbehandlingstiden i anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi er steget markant over de seneste ti år. Således er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i politikredsen steget fra 148 dage i 2009 til 252 dage i år. Det viser en aktindsigt fra Rigsadvokaten, som Berlingske har fået.





