Ryanair forkorter periode for check-in med 20 minutter
Ryanair lukker fremover muligheden for at tjekke ind en time før afgang. Ændringen gælder fra 10. november.

Ryanair lukker fremover muligheden for at tjekke ind en time før afgang. Ændringen gælder fra 10. november.

Rejser man med luftfartsselskabet Ryanair, skal man fremover være ude i endnu bedre tid, når man skal tjekke ind og aflevere sin bagage.
Ryanair forkorter nemlig fra 10. november perioden for check-in og den såkaldte "bag drop".
Muligheden for at tjekke ind og aflevere sin bagage vil lukke en time før afgang. I dag lukker det med 40 minutter til planlagt afgang.
Det skriver Ryanair i en pressemeddelelse.
Ryanair begrunder ændringen med, at det skal give passagerer mere tid til at komme gennem sikkerheds- og paskontrol.
- Fra tirsdag den 10. november vil Ryanairs kunder opleve, at check-in og bag drop i lufthavnen lukker 60 minutter før planlagt afgang i stedet for de nuværende 40 minutter, siger Ryanairs marketingdirektør, Dara Brady, i meddelelsen.
- Det vil give de 20 procent af vores kunder, som indtjekker bagage, mere tid til at komme gennem sikkerheds- og paskontrol og nå frem til deres gate til tiden - især i travle rejseperioder, hvor køerne kan være længere.
Som led i ændringen installerer Ryanair selvbetjeningsautomater i mere end 95 procent af lufthavne, hvor selskabet opererer.
- Det betyder hurtigere bag drop, mindre kø ved skrankerne og en endnu mere punktlig service, siger marketingdirektøren.
/ritzau/