Rumænsk politi fanger mistænkt hjemmerøver

En formodet gerningsmand til et hjemmerøveri i Hammel er blevet anholdt i Rumænien. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En formodet 27-årig gerningsmand til et hjemmerøveri i Hammel er blevet anholdt i Rumænien.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Hjemmerøveriet fandt sted i Skolegade i Hammel den 24. oktober, da en 76-årig kvinde blev overfaldet.

Ifølge politiet tog kvinden fat i mandens arm og spurgte, hvad han lavede. Manden rystede sig fri og greb fat i kvindens arm, hvorefter han skubbede hende væk og løb ud af hoveddøren og forsvandt.

Efterfølgende fandt kvinden ud af, at den rumænske mand havde stjålet smykker fra soveværelset.

Der skal nu tages stilling til, om manden skal udleveres til Danmark.

/ritzau/