Glasemballage og lette, billige pavilloner er ikke velkomne på årets Roskilde Festival.

Men har der alligevel sneget sig en af de forbudte genstande ind på pladsen, vil festivalgæsterne blive bedt om at skaffe sig af med den på forsvarlig vis.

Det fortæller Mika Christoffersen, der er chef for deltagelse og diversitet.

- Vi konfiskerer ikke noget, men man kan blive bedt om at pakke sin pavillon sammen igen eller smide glas ud i glascontaineren, siger hun.

Ifølge Mika Christoffersen tilbyder festivalen også at donere for eksempel en forbudt pavillon, hvis den spottes af en vagt ved indgangen.

- Der er forskellige ting, der står på vores liste over, hvad der ikke er tilladt, og det bliver håndhævet på samme måde, forklarer chefen for deltagelse og diversitet.

Nyheden om forbuddet mod alt glas og glasemballage samt såkaldte engangs- eller letvægtspavilloner blev meldt ud i januar i år.

Årsagen er, at begge dele ofte ender som problematisk affald.

- Glas er en meget tung fraktion, og det er ikke altid, det når ned i glascontaineren. Hvis det går i stykker, skal vi også bruge mange ressourcer på at samle glas og glasskår op efterfølgende, forklarer Mika Christoffersen

Samtidig kan de lette pavilloner ifølge chefen ikke holde til at stå på pladsen i en hel uge i al slags vind og vejr.

- Derfor bliver de også repareret med gaffatape og diverse ting, og det kan gøre det svært at sortere i fraktioner, siger hun.

Roskilde Festival oplyser, at den endnu ikke har nogen data fra årets affaldsmængde.

Sidste år stod festivalen tilbage med mere end 1600 ton affald, hvoraf 25 ton var glasaffald.

Det er et erklæret mål for festivalen at mindske mængden af affald og sørge for, at mest muligt bliver genanvendt.

Chefen for deltagelse og diversitet afviser heller ikke, at flere forbud kan følge de kommende år.

- Vi har ikke noget i kikkerten lige nu, men vi ser hvert år på, hvordan vi kan blive mere bæredygtige.

- Vi har en god dialog med vores deltagere, og vi oplever som oftest, at nye tiltag bliver taget rigtig godt imod, siger hun.

Det er muligt for årets deltagere at komme af med glasemballage ved indgange og sorteringsstationer, ligesom poser til glas kan hentes i informationstårne rundtom på pladsen.

RITZAU