Røde Kors indsamler 13,5 millioner til nødlidende børn

Indsamling er gået over al forventning, selv om corona har medført færre indsamlere, lyder det fra Røde Kors.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Røde Kors har indsamlet 13,5 millioner kroner ved søndagens landsindsamling, der går til nødlidende børn i Yemen og Syrien samt udsatte i Danmark.

Det oplyser Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors i Danmark.

Beløbet når ikke op på de 16 millioner, der blev indsamlet sidste år. Men Anders Ladekarl er alligevel positivt overrasket.

»Det er gået over al forventning. Det er en ret vanskelig baggrund, vi samlede ind på i dag. Coronapandemien gør, at vi havde færre tilmeldte indsamlere, og så var vi ikke sikre på, om folk ville åbne døren for vores indsamlere,« siger han.

Fredag lød det i et opråb fra Røde Kors, at man fortsat manglede op mod 2000 indsamlere.

»Men der er kommet ekstra indsamlere på dagen, og der var rigtig mange, der åbnede døren og gerne ville bidrage til vores arbejde. Så på den måde er alting gået op i en højere enhed, og det er vi super glade for,« siger Anders Ladekarl.

Røde Kors havde i år omkring 20.000 indsamlere til at gå på gader og stemme dørklokker. Det er omkring ti procent færre end normalt.

»Men vi havde jo frygtet, at det ville blive halvt så mange på grund af corona. Så vi er super stolte af, at så mange meldte sig.«

Coronapandemien har skabt et øget behov for nødhjælp, fortæller Anders Ladekarl.

»Pengene går først og fremmest til udsatte børn i Yemen og Syrien, hvor der er et kæmpe humanitært behov. Og begge lande er hårdt pressede af pandemien,« siger han.

»Derudover går pengene til børn i Danmark, der har det svært, og som har brug for en håndsrækning i form af hjælp til sportsudstyr eller hjælp til at komme på ferie.«

I sidste måned havde Red Barnet landsindsamling, som udelukkende blev afholdt digitalt på grund af corona. Her blev der samlet 7,4 millioner kroner ind.

Røde Kors har valgt både at tage imod kontakter og digitale donationer ved søndagens indsamling. Men der er taget hensyn til sikkerheden, oplyser Anders Ladekarl.

»Der er blevet holdt større afstand, når folk har lagt penge i bøssen. Indsamlerne har haft mundbind og håndsprit med ude,« siger han.

Røde Kors har oplevet en stigning i antallet af digitale bidrag, men i alt udgør kontakterne fortsat omkring to tredjedele af det indsamlede.

/ritzau/