Rigspolitiet: Justitsministeriet fik klar besked om teleskandalen

Der er to vidt forskellige udlægninger af, hvad der blev talt om på et centralt møde om telesagen i april 2019 mellem Rigspolitiet, Rigsadvokaten og topembedsmænd fra Justitsministeriet. I Rigspolitiets version blev ministeriet advaret om, at skandalen både kunne være omfattende og have vidtgående konsekvenser for retssikkerheden. Venstre ønsker uvildig undersøgelse.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) præsenterede fredag 16 initiativer, der skal rydde op i teleskandalen. Han ønskede ikke efterfølgende at lade sig interviewe om de to udlægninger af et centralt møde 26. april 2019. Ida Guldbaek Arentsen

Justitsministeriet blev utvetydigt orienteret om omfanget af og alvoren i den voksende sag om mulige fejl i tusindvis af straffesager, der har efterladt det danske retssystem i kaos med aflyste retssager og løsladelse af sigtede og tiltalte i alvorlige straffesager.

Det fremgår af en redegørelse fra Rigspolitiet, som justitsminister Nick Hækkerup (S) offentliggjorde fredag. Her står der, at politidirektør John Vestergaard, øverste chef for hele Politiområdet i Rigspolitiet, på et møde med »en afdelingschef og flere kontorchefer fra Justitsministeriet« allerede 26. april 2019 – seks uger før folketingsvalget 5. juni – utvetydigt gjorde det klart, at »de manglende teledata kunne have haft betydning for domstolenes afgørelser i sager, hvor afgørelsen baserede sig på en sum af indicier«. Politidirektøren hævder også, at han på mødet gjorde det klart, at politiet »potentielt stod over for at skulle gennemgå en meget stor mængde af sager.«