47.515 elever fra 313 skoler skal fredag spille skak ved Skolernes Skakdag.

Det skriver Dansk Skoleskak i en pressemeddelelse.

Det er en dag, hvor de unge skal abstrahere fra computerskærm og mobil, bruge hjernen og rykke bønder, heste og andre brikker rundt på skakbrættet.

Professor i psykologi Svend Brinkmann er begejstret.

»Det glæder mig, at børn og unge over hele Danmark kigger op fra skærmen, ser hinanden i øjnene og mødes over skakbrættet på Skolernes Skakdag, som er hjernens motionsdag. Den form for samvær kan forhåbentlig være et modtræk til den stigende mistrivsel, vi desværre oplever i disse år,« siger han.

Skak kan også påvirke elevernes indlæring positivt. I Aarhus lavede man et studie, hvor man erstattede en matematiktime hos nogle elever med Skoleskaks SKAKMAT-program.

Studiet viste, at den alternative undervisning havde en positiv effekt, især hos de elever, som kedede sig i den traditionelle undervisning, eller som var kede af det i skoledagen.

Det er på rekordmange skoler i år, at elever på tværs af køn og klassetrin skal spille mod hinanden.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) åbner Skolernes Skakdag på Frydenhøjskolen i Hvidovre klokken 08.

»Jeg glæder mig over, at ministeren åbner dagen og ser, hvordan spilbaseret læring kan skabe en mere spændende skoledag, også for de elever, der har godt af at gå i skole på nye og mere praktiske måder,« siger Mads Jacobsen, som er generalsekretær i Dansk Skoleskak.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.