Antallet af festivalgængere på Smukfest, der har lejet en luftmadras eller en festivalstol i stedet for at medbringe en hjemmefra, er mere end fordoblet på årets festival sammenlignet med sidste år.

Det fortæller festivalens bæredygtighedskoordinator, Cathrine Christensen.

Mens der i 2025 blev udlejet 61 luftmadrasser og 546 festivalstole, er der på årets festival torsdag middag blevet udlejet 510 luftmadrasser og 1062 stole.

- Folk efterlader ofte festivalgrejet som skrald, fordi de er trætte, når de tager hjem fra festivalen. Og her ender det meste som affald, fordi det ikke kan genanvendes. Derfor er vi glade for at se, at flere tilvælger tilbuddet om at leje grej, siger Cathrine Christensen.

Hun fortæller, at de fra Smukfests side opfordrer festivalgæsterne til enten selv at købe "kvalitetsgrej" eller benytte muligheden for at leje udstyret for at mindske mængden af ressourcespild.

Festivalen tilbyder også, at gæster kan få fragtet deres oppakning fra såkaldte pick-up points ude på campingområderne til den parkeringsplads, man skal hjem fra, for at mindske det potentielle spild.

Det er festivalens to samarbejdspartnere Resit og Reunite, der står for at udleje campinggrejet.

Resit producerer genanvendelige festivalstole og luftmadrasser, mens Reunite indsamler udstyr fra tidligere festivaler, som de sætter i stand og lejer ud. Til årets Smukfest kan man både leje telte, luftmadrasser og stole fra Reunite.

- I modsætning til Reunite får Resit produceret sine varer på forhånd og skal derfor prøve at forudsige efterspørgslen. Allerede inden festivalpladsen åbnede, var luftmadrasserne udsolgt, og det peger på, at der skal skrues yderligere op for produktionen til næste års festival, siger Cathrine Christensen.

Årsagen til den øgede efterspørgsel er ifølge bæredygtighedskoordinatoren, at Smukfest har været langt bedre til at melde bredt ud, og at det for første gang er muligt at leje udstyr på samtlige af festivalens campingområder.

- Normalvis plejer vi at sige, at det tager cirka tre år, fra et nyt tiltag er implementeret, til at det virkelig slår igennem. Derfor er vi også positivt overraskede over, hvor godt det går, selv om det er første år, hvor man kan leje på alle campingområder, fortæller Cathrine Christensen.

Når de to samarbejdspartnere og Smukfest har evalueret gæsternes tilbagemeldinger fra årets festival, er forventningen ifølge bæredygtighedskoordinatoren, at der bliver skruet op for udbuddet af antallet af telte, stole og luftmadrasser, der kan lejes på Smukfest i 2027.

RITZAU