Regioner vil gennemgå journaler over tre års amputationer

Både Region Syddanmark og Region Sjælland vil gennemgå journaler for benamputerede i perioden 2019-2022.

Arkivfoto: Region Sjælland vil gennemgå sygehusjournaler for de patienter, der har fået amputeret ben i perioden 2019-2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS BJØRN LARSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Region Sjælland vil gennemgå sygehusjournaler for de, der har fået amputeret hele eller dele af et ben i perioden 2019-2022.

Det har regionen besluttet som følge af et møde med Styrelsen for Patientsikkerhed, skriver TV 2 Øst fredag.

Styrelsen indkaldte regionen til et møde, efter at regionen alene lagde op til at foretage en stikprøve af 80 journaler for benamputerede. Det var ikke nok mente styrelsen.

»Vi vil sikre os, at alle de patienter, hvor amputationen muligvis kunne være undgået, at de får den rette vejledning og rådgivning i forhold til eventuelt at klage og søge erstatning,« sagde Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, til Ritzau tidligere på ugen.

På mødet ville styrelsen hjælpe regionen med at indkredse, hvem der potentielt kunne have fået foretaget en benamputation, som kunne være undgået.

Sagen om benamputationer fik liv i foråret, hvor en ekstern analyse i Region Midtjylland berettede om generelt sen behandling til forebyggelse af amputation på Aarhus Universitetshospital. Det kan øge risikoen for, at man må amputere.

Men Region Midtjylland er ikke ene om at foretage en del amputationer af ben, og der er store regionale forskelle på, hvor mange benamputationer der foretages.

Region Sjælland har i årevis været den region, hvor der blev foretaget flest amputationer målt pr. 100.000 indbyggere.

Mødet mellem Styrelsen for Patientsikkerhed er ikke enestående. Styrelsen har tidligere mødtes med Region Midtjylland og havde også et møde med Region Syddanmark i kalenderen, har Anette Lykke Petri fortalt.

Og Region Syddanmark følger da også samme vej som Region Sjælland. Det fremgår af en pressemeddelelse, som Region Syddanmark har udsendt fredag eftermiddag, at den vil gennemgå journaler fra udvalgte patienter tre år tilbage i tiden for at give dem afklaring på, om de kan tilhøre gruppen, som unødigt har fået amputeret benet.

»Vi har ikke noget, der indikerer, at patienterne ikke har modtaget den korrekte behandling, men vi er enige om, at det giver god mening at dykke ned i den specifikke målgruppe for at være helt sikker,« siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark, i meddelelsen.

Region Syddanmark vurderer, at deres gennemgang vil tage nogle måneder og omfatte cirka 200-300 patienter. Region Sjælland vurderer ifølge TV 2 Øst, at de skal gennemgå cirka 800 sygehusjournaler.

/ritzau/