Regeringen vil hjælpe arrangører økonomisk efter aflysninger - men de savner stadig et andet indgreb

Aflyste koncerter og fodboldkampe uden tilskuere kan dræne pengekasserne hos landets spillesteder og sportsklubber. Men nu vil regeringen se på en økonomisk håndsrækning. Samtidig efterlyser spillesteder og sportsklubber et decideret forbud mod store arrangementer.

ARKIVFOTO: Sådan ser jublende FCK-fans ud. Dem er der ingen af, når københavnerklubben søndag tørner sammen med AC Horsens i Parken. Kampen bliver nemlig spillet uden tilskuere som konsekvens af de udstukkede retningslinjer fra myndighederne, der opfordrer til, at der ikke afholdes arrangementer med mere end 1.000 mennesker. MATTHEW CHILDS

Store koncerter risikerer at blive aflyst eller udsat. Sportsklubber må spille kampe uden tilråb og slagsange fra fans. Og det er blot nogle af de konsekvenser det har fået, at de danske myndigheder som led i at bremse udbredelsen af coronavirus fredag opfordrede til at droppe eller udskyde arrangementer med mere end 1.000 mennesker.

Det har skabt usikkerhed hos spillesteder, sportsklubber og andre arrangører af arrangementer med stort publikum, der frygter, at det kan give en økonomisk ørefigen og i værste fald true deres eksistensgrundlag.

Men nu rækker erhvervsminister Simon Kollerup (S) hånden ud og siger, at regeringen er klar til at se på, hvordan man kan dække en del af de tab, som arrangørerne måtte få ved at aflyse, udsættte eller spille for tomme tilskuerpladser.

»Jeg er godt klar over, at der er nogle arrangører, der kan blive hårdt ramt af de aflysninger, der sker som følge af den opfordring, der er kommet til at aflyse arrangementer med mere end 1.000 deltagere,« siger erhvervsministeren og uddyber:

»Der synes vi, at det vil være fornuftig at se på, hvordan man kompenserer økonomisk i en eller anden grad, som er afblanceret og fornuftig,« siger ministeren.

Simon Kollerup forklarer, at regeringen vil drøfte med erhvervslivets parter, hvordan man kan udforme en kompensationsordning

Arrangører ønsker et decideret påbud mod store arrangementer

Opfordringen til at danske spillesteder, sportsklubber og øvrige arrangører sløjfer eller skubber store arrangementer meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ud på et pressemøde fredag, hvor hun samtidig understregede, at hun har en klar forventning om, at arrangørerne vil følge trop.

»Det er en opfordring, som vi forventer, bliver efterlevet. Meldingen fra myndighederne er, at man skal aflyse arrangementer med mere end 1000 deltagere,« sagde statsministeren ifølge Ritzau på mødet.

Og et ord i den sætning har skabt usikkerhed hos både spillesteder og det danske idrætsliv på. Det stiller dem nemlig på gyngende juridisk grund, at der er tale om en »opfordring« fra myndighederne og ikke et decideret påbud - og det kan påføre arrangørerne nogle udgifter, som de ikke behøvede at tage.

»Vores frygt er, at spillestederne ender med at skulle tage udgiften selv, fordi det er en opfordring og ikke et forbud,« siger Esben Marcher sekratariatschef i Dansk Live, der er interesseorganisation for danske festivalarrangører og spillesteder.

Han er rigtig glad for, at regeringen nu vil hjælpe arrangørerne økonomisk. Men det ændrer ikke ved, at han helst ser, at man også indfører et decideret forbud. Ved kun at komme med en opfordring, så har man i højere grad lagt aflysningen af de forskellige arrangementer over på de enkelte spillesteder med de juridiske benspænd og de økonomiske følger, det kan give, forklarer han.

»Det mener vi ikke er rimeligt, når vi har en epidemilov, der giver mulighed for at lave et forbud,« fastslår Esben Marcher.

Hos Danmarks Idrætsforbund fortæller administrerende direktør Morten Mølholm Hansen, at man i sportens verden har stor forståelse for regeringens strategi, men at »det ville have hjulpet en meget sårbar og skrøbelig branche rent juridisk«, hvis myndighederne kom med et påbud mod arrangementer med mere end 1.000 deltagere.

»Hvis det er et påbud, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at det er force majeure, der så gør, at man ikke kan leve op til sine forpligtelser i sin kontrakt,« siger han.

Opfordringen er den »smukkeste vej«

Rigspolitichef Thorkild Fogde skriver i en mail til Berlingske at grænsen på de 1.000 deltagere er sat ud fra en sundhedsfaglig vurdering, og at han glæder sig over, »at der er rigtig mange arrangører, der udviser stort samfundsansvar og selv vælger at efterleve anbefalingen, også selv om det sætter dem i en vanskelig økonomisk situation«.

»Det er et afgørende skridt for at sikre, at vi får inddæmmet smitten,« skriver han i mailen til Berlingske.

Heri forklarer han endvidere, at det vil være epidemikommissionernes opgave »konkret at vurdere, om der er grundlag for at skride ind over for bestemte arrangementer«.

Erhvervsminister Simon Kollerup kan godt følge arrangørerne i, at det eksempelvis kan være sværere for danske virksomheders samarbejdspartnere og kunder i udlandet at tolke en opfordring frem for et statsligt påbud, men han understreger, at regeringen ikke har planer om at indføre et påbud.

»En opfording og et samarbejde regering og erhvervsliv imellem kombineret med en økonomiske kompensation i en eller anden grad er den mest fleksible og smukkeste vej frem for os i Danmark«