Randers og Frederiksberg Kommune forbereder sig på larveinvasion
Skadedyrsbekæmpere står klar, og redekasser sættes op i kampen mod egeprocessionsspinderen.

Skadedyrsbekæmpere står klar, og redekasser sættes op i kampen mod egeprocessionsspinderen.

Selv om egeprocessionsspinderen ikke er blevet dokumenteret eller observeret i Randers eller i Frederiksberg Kommune, forbereder begge steder sig på risikoen for en invasion af larven.
Det skriver TV2 Østjylland og DR.
Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) skriver i et opslag på Facebook, at han er bekymret, efter at larven er blevet konstateret på tre lokationer i udkanten af Amager Fælled, som hører under nabokommunen København.
- Alle Frederiksbergs egetræer er ved at blive gennemgået, og gennemgangen skulle være færdig i begyndelsen af næste uge, skriver Michael Vindfeldt og fortsætter:
- Hvis larven konstateres her, har vi allerede aftale med skadedyrsbekæmpere om at fjerne rederne omgående.
Derudover vil forvaltningen opsætte redekasser til mejser i kommunens egetræer.
- Mejserne er larvens naturlige fjende. De første 100 redekasser er allerede bestilt, skriver Michael Vindfeldt.
I Randers Kommune har borgmester Rosa Lykke Yde (SF) bedt forvaltningen om at forberede sig på den såkaldte "larve fra helvede".
- Det er helt afgørende for borgerne, at kommunen har et beredskab klar, så vi er på forkant med situationen og hurtigt kan skride til handling, hvis det skulle blive relevant, siger hun i en pressemeddelelse.
Her lyder det, at borgere også kan "hjælpe med at forebygge, at larven skulle brede sig ved at lokke fugle, for eksempel musvitter og blåmejser, til med foder og fuglekasser, da de spiser larven".
Egeprocessionsspinderen er indtil videre registreret i Odense, Kerteminde, Nyborg, Morsø, Amager, Nordfyn og Herning.
En enkelt larve har omkring 60.000 brandhår, der kan forårsage kraftig kløe, hududslæt, øjenirritation, luftvejsproblemer og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.
I april i år spredte den sig for alvor i Odense, hvor den har forvoldt store gener for byens borgere.
RITZAU