Queen Machine afbrød udsolgt koncert fem gange
Fredag aften spillede Queen Machine deres hidtil største indendørs koncert. Det forløb dog ikke som planlagt.

Fredag aften spillede Queen Machine deres hidtil største indendørs koncert. Det forløb dog ikke som planlagt.

Rockbandet Queen Machine måtte fredag aften afbryde deres koncert fem gange, fordi tilskuerne fik det dårligt.
Det bekræfter arrangørerne af koncerten, MCH og CSB Island Entertainment, i en pressemeddelelse lørdag eftermiddag, skriver TV Midtvest.
Koncerten, der var totalt udsolgt, løb af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning.
Her var 13.000 mennesker mødt op for at deltage i Queen Machines hidtil største indendørs koncert.
Over for TV Midtvest kalder manager for bandet og direktør i CSB Island Entertainment Kenneth Svoldgaard det usædvanligt, at koncerten måtte stoppes så mange gange.
- Men vi ville hellere stoppe koncerten én gang for meget end én gang for lidt, hvis der virkelig var brug for det, siger han ifølge mediet.
Kenneth Svoldgaard ærgrer sig over de mange afbrydelser, som han mener gik ud over flowet i showet og noget af oplevelsen.
Han understreger dog, at arrangørerne tager det alvorligt, at der var flere koncertgæster, som fik det dårligt. Ifølge ham var sikkerhedsfolk lynhurtigt" fremme for at hjælpe, skriver TV Midtvest.
Hertil lyder det, at han ikke har kendskab til, at der var nogen tilskuere, der blev alvorligt syge til koncerten.
RITZAU