Psykiatrisk Center Amager, hvor en læge blev stukket med kniv natten til søndag, fik et påbud af Arbejdstilsynet om en række forhold i december 2023.

Det skriver B.T. på baggrund af en redegørelse til regionsrådet i Region Hovedstaden.

Påbuddet handler ifølge mediet blandt andet om akutmodtagelsens fysiske indretning og manglende viden om, hvordan episoder med vold og trusler skal registreres i akutmodtagelsen.

Louise Rabøl, som er centerchef på Psykiatrisk Center Amager, oplyser til B.T., at man efter påbuddet har taget skridt for at bringe de forhold, man kan, i orden.

Desuden har man efter søndagens knivstikkeri taget yderligere skridt, lyder det.

Den 29-årige læge, der blev stukket med kniv i halsen og nakken, overlevede overfaldet og blev udskrevet fra hospitalet mandag.

En 31-årig mand er sigtet for drabsforsøg i forbindelse med knivstikkeriet. Han har erkendt grov vold, men nægter sig skyldig i drabsforsøg. Han blev søndag varetægtsfængslet i 12 dage i surrogat.

Københavns Politi har tidligere oplyst, at der er tale om et læge-patient-forhold mellem de to.

I en klage til Arbejdstilsynet fra en tidligere medarbejder på Psykiatrisk Center Amager, som B.T har set, påpeges manglende sikkerhed i akutmodtagelsen.

Det er ifølge klagen ikke altid muligt at have visuel eller auditiv kontakt med personalet i akutmodtagelsen, der ligger op ad skadestuen, skriver B.T.

- Vi er opmærksomme på oversigtsforholdene i vores modtagelse sådan helt generelt og arbejder på at forbedre dem, siger Louise Rabøl til mediet.

Søndagens knivstikkeri kommer i kølvandet på en debat om, hvorvidt sikkerheden i psykiatrien er god nok.

Tidligere i år blev en mand anholdt og sigtet for at have dræbt en medpatient på Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus.

Og i starten af april blev en 41-årig mand idømt anbringelse på Sikringen i Slagelse for drabet på en 66-årig psykiater 21. juli sidste år.

/ritzau/