Opdateret

Problemer hos DSB: Pladsbilletten er igen påkrævet – men DSB kræver 30 kroner

DSB forventer først at have fikset pladsfejlen i appen efter klokken 9.

Michael Drost-Hansen

DSB har fra i dag, onsdag, genindført kravet om pladsbillet i InterCity- og Lyntog.

Men en fejl i systemet betyder, at pladsbilletten onsdag morgen koster penge.

B.T. har fået henvendelser fra pendlere, som oplevede at skulle betale for deres pladsbillet tidligt onsdag morgen - selvom billetten skulle være gratis.

DSBs pressevagt bekræfter, at der problemer.

»Der er sket en fejl i vores pladsreservationssystemer. Derfor vil brugere af vores app opleve, at det koster penge at bestille plads,« oplyser pressevagten.

Fejlen kan først rettes efter myldretidstrafikken.

»Vi kan først genudrulle systemet klokken 9, hvorefter det igen skulle være gratis at bestille pladsbillet til InterCity- og Lyntog,« siger pressevagten.

DSB bliver nødt til at vente til efter myldretidstrafikken med at rette fejlen, idet systemet ikke må være hårdt belastet, når det skal opdateres.

Hvad så med de pendlere, som skal med toget før klokken 9?

»Der kan man køre uden pladsbillet på grund af fejlen i vores systemer. Begynder rejsen efter klokken 9, skal man forsøge at bestille en pladsbillet.«

Det er mandag morgen muligt at bestille en gratis paldsbillet via DSB's hjemmeside.

Sidste onsdag ophævede DSB kravet om pladsbillet, som blev indført i maj for at sikre, at passagerer ikke stod for tæt, og at der ikke opstod trængsel i togene, i disse coronatider.

Det blev mødt af kritik fra både politikere og sundhedsfaglige eksperter.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) bad fredag DSB om at genindføre kravet om pladsbillet, hvilket DSB efterkom med effekt fra onsdag den 12. august.

De kortere ture med regionaltog er ikke længere omfattet af kravet om pladsbillet.

DSBs pressechef Tony Bispeskov oplyser til Ritzau, at man vil følge situationen i regionaltogene meget tæt og sørge for at tælle og notere, om folk bruger mundbind, hvis der er trængsel.