Prins Joachim klar til job i Paris efter blodprop

I juli blev prins Joachim ramt af en blodprop. Det har udskudt hans start som forsvarsattaché i Paris.

Arkivfoto: Prins Joachim optræder fredag offentligt i forbindelse med sin jobstart som forsvarsattaché. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Prins Joachim optræder fredag offentligt i forbindelse med sin jobstart som forsvarsattaché i Paris. Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Det er den første offentlige optræden, siden prinsen i juli blev ramt af en blodprop i hjernen under en ferie i Sydfrankrig.

Det skete, mens han opholdt sig på familiens franske vinslot, Chateau de Cayx. Derfra blev han hastet på hospitalet i Toulouse. Her blev han udskrevet i starten af august.

Kongehuset har tidligere oplyst, at prinsen ifølge lægernes vurdering vil komme sig uden fysiske følger og andre mén.

Efter blodproppen har den 51-årige prins haft besøg af sin storebror, kronprins Frederik, i Frankrig.

Det var egentlig planen, at prins Joachim skulle være startet i sit nye job 1. september. Det var dog blevet udskudt til midten af september.

»Det har hele tiden været planen, at prinsen skulle starte medio september,« oplyser kongehuset.

»Efter lægernes anvisninger foregår opstarten stille og roligt - herunder med hjemmearbejde, som jo også er helt i tråd med den generelle arbejdssituation i Paris som følge af covid-19,« skriver kommunikationschef Lene Balleby i en sms.

Det kom frem i juni, at prins Joachim var blevet udnævnt til forsvarsattaché i Paris. Stillingen har en varighed af tre år. Der er dog mulighed for forlængelse.

En forsvarsattachés opgave er blandt andet at skabe kontakt mellem lande. I dette tilfælde Danmark og Frankrig.

Prins Joachim var forud for udnævnelsen bosat i Frankrig med prinsesse Marie og deres to fælles børn, prins Henrik på 11 år og 8-årige prinsesse Athena

Det skyldes, at han i september sidste år startede på en lederuddannelse i det franske militær ved militærakademiet École Militaire. Prins Joachim har en mangeårig tilknytning til Forsvaret.

Fra sit ægteskab med grevinde Alexandra har han sønnerne prins Nikolai på 20 og 18-årige prins Felix.

/ritzau/