Pressede grønlandske lufthavne hæver gebyr på udenrigsrejser
For at dække høje omkostninger i driften af grønlandske lufthavne hæver Greenland Airports passagertakst.

For at dække høje omkostninger i driften af grønlandske lufthavne hæver Greenland Airports passagertakst.

Fra 1. januar bliver det dyrere at flyve ud af Grønland.
Greenland Airports, der driver 13 grønlandske lufthavne, hæver fra 1. januar passagertaksten for udenrigsrejsende.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Taksten, der opkræves via flyselskaberne og indgår i billetprisen, hæves til 872 kroner i vintersæsonen og 1182 kroner i sommersæsonen.
Taksten har hidtil været 548 kroner hele året, skriver Sermitsiaq.
Taksten opkræves på alle flyvninger ud af landet, bortset fra lufthavnen Nerlerit Inaat i Østgrønland, der ikke er omfattet.
Taksterne hæves for at finansiere høje omkostninger i driften af de grønlandske lufthavne, lyder det.
- Vi vil selvfølgelig langt hellere sænke taksterne og stimulere til øget aktivitet, men med de øgede krav og de omkostninger, der følger, har det desværre været nødvendigt at hæve taksterne, udtaler økonomidirektør Per S. Trærup i pressemeddelelsen.
Det er blandt andet skærpede sikkerhedskrav, der har øget omkostningerne, skriver selskabet.
Der skal eksempelvis bruges tre gange så mange security-medarbejdere i Nuuk Lufthavn som oprindeligt forventet, lyder det.
Trafikstyrelsen fører løbende tilsyn med de grønlandske lufthavne og har flere gange i de seneste år indskærpet sikkerheden.
De stigende omkostninger har også vist sig på bundlinjen for Greenland Airports.
I 2025 endte selskabet med et underskud på 2,7 milliarder kroner.
Det skyldes foruden stigende omkostninger også lavere aktivitet i lufthavnene end ventet.
Grønlands Selvstyre ejer majoriteten af selskabet, og den grønlandske regering, Naalakkersuisut, har godkendt de nye takster, skriver Greenland Airports.
Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, har tidligere udtalt sig kritisk om selskabets økonomi.
- Naalakkersuisut forventer, at selskabet forholder sig ærligt og konkret til, hvad der er gået galt, og at den erkendelse omsættes til handling, sagde han ifølge KNR, efter at Greenland Airports i sommer præsenterede regnskabet for 2025.
RITZAU