Politikerne er klar til opgør med store pensioner

Især politikernes livslange pensioner er et levn fra fortiden, lyder det fra Venstres gruppenæstformand.

Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, er sammen med Venstre klar til et opgør med politikernes lukrative pensionsordninger Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der er alt for store forskelle på en politikers pension og på den almindelige danskers pension. Derfor skal politikernes løn- og pensionssystem laves om.

Det er der nu flertal for på Christiansborg efter et kursskifte hos Socialdemokratiet og Venstre.

Partierne har ellers hidtil som de eneste to partier afvist at pille ved politikernes vilkår, skriver DR Nyheder.

»Der er et stort behov for, at vi får skabt ro omkring politikeres løn og pensionsforhold. Det er ikke godt for folkestyret og os, der er folkevalgte, at der hele tiden bliver rejst kritik på området,« siger Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, til Ritzau.

Han nu vil indkalde de øvrige partiers gruppeformænd til forhandlinger.

Især politikernes livslange pension er »et levn fra fortiden«, lyder det fra Venstres gruppenæstformand, Karsten Lauritzen, som en forklaring på partiets kursskifte.

»Efter folketingsvalget har vi en ny folketingsgruppe, og vi ønsker ikke at forringe de samlede vilkår for politikere. Men særregler, som er uforklarlige og uforsvarlige, synes jeg, at vi skal lave om - herunder pensionsordningerne i forhold til resten af arbejdsmarkedet.«

Dermed vil samtlige partier i Folketinget nu tage politikernes løn- og pensionsvilkår op til revision.

I SF glæder gruppeformand Jacob Mark sig over, at Venstre og Socialdemokraterne nu er klar til at revidere vilkårene.

»Jeg er glad for, at Venstre og Socialdemokratiet har rykket sig. Nu sker der noget. Det er glædeligt. Nu skal vi bare have gjort noget hurtigst muligt,« siger han.

Tilbage i 2014 satte Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Radikale og De Konservative sig for én gang for alle at få ryddet ud i mærkelige særregler og gamle privilegier.

De nedsatte Vederlagskommissionen og bad den komme med anbefalinger til et nyt samlet system.

Partierne endte dog med at løbe fra anbefalingerne, som foreslog en forhøjet løn til politikerne med 15 procent, men også lagde op til at ændre de lukrative pensioner til almindelige arbejdsmarkedspensioner.

/ritzau/