Opdateret

Politikere får LGBT-pris for arbejde for partnerægdonation

En aktivist og to folketingspolitikere hædres for at få gammelt ønske i LGBT-miljøet til at gå i opfyldelse.

Sólbjørg Jakobsen, ligestillingsordfører for Liberal Alliance, kalder det ambivalent, men fedt at få en pris fra foreningen LGBT+ Danmark. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Prisen Årets Laks går i år til tre kvinder, der på forskellige måder har arbejdet for at få gjort partnerægdonation lovligt i Danmark.

Prisen uddeles af LGBT+ Danmark, landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Den går til personer, der har arbejdet for seksuelle minoriteters arbejde.

I en pressemeddelelse skriver foreningen, at partnerægdonation længe har været et ønske i LGBT-miljøet.

Derfor har man valgt at hædre de to ligestillingsordførere Sólbjørg Jakobsen (LA) og Christina Olumeko (ALT) samt aktivisten Helene Lykke.

Sidstnævnte har stillet et borgerforslag om partnerægdonation, mens de to folketingspolitikere fra hver sin ende af det politiske spektrum gik sammen om et beslutningsforslag sidste år.

- Det er forfriskende at se LGBT+-politik behandlet som almen familiepolitik, som hverken hører til på venstre- eller højrefløjen, skriver LGBT+ Danmark.

Der blev i januar i år indgået en politisk aftale om at gøre partnerægdonation lovlig.

Det betyder, at en kvinde kan donere et æg til sin partner. På den måde bliver den ene kvinde biologisk mor til barnet, mens den anden har båret barnet.

Fra Sólbjørg Jakobsen lyder det torsdag, at det har sendt et stærkt signal, at hendes parti gik sammen med Alternativet, som Liberal Alliance ellers sjældent er enige med.

- Det sendte et signal til de andre partier om, at det her ikke er kontroversielt. Det handler bare om at lade lesbiske par danne familie på den måde, de selv ønsker, siger hun.

Hun er glad for prisen. Men hun kalder det samtidig ambivalent at blive hyldet af foreningen LGBT+ Danmark, som hun er uenig om mange ting med.

- Der er flere politiske dagsordener, blandt andet om juridisk kønsskifte, hvor vi har uenigheder. Men det er fedt, at vi kan sætte det til side og være glade for, at vi har kunnet samarbejde om den her sag, siger Sólbjørg Jakobsen.

Hos Alternativet er man ligeledes stolt over modtagelsen af prisen.

Her lægges der også vægt på, at sagen blev ført igennem af partier fra begge fløje.

- Det er fantastisk, at vi på tværs af politiske skel endelig lykkedes med at få gjort partnerægdonation lovligt - takket være borgerforslaget fra Helene Lykke, siger Christina Olumeko.

Hun peger på, at det næste skridt bør være at gøre fertilitetsbehandlingen gratis, så lesbiske par er ligestillet med andre par i fertilitetsbehandling.

Årets Laks er blevet uddelt hvert år siden 2003.

Prisen uddeles torsdag eftermiddag i København, hvor blandt andet Copenhagen Pride i denne uge sætter fokus på minoriteter.

Blandt tidligere vindere finder man den tidligere landstræner for herrernes fodboldlandshold Kasper Hjulmand og den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

/ritzau/