Politiets udgifter til Paludan-demonstrationer er eksploderet: Har kostet 35 mio. kr. på få uger

Politiet har i 2019 brugt mindst 41 mio. kr. på Rasmus Paludans demonstrationer, viser aktindsigt hos Rigspolitiet. Vanvittigt, siger Venstre. Et nødvendigt onde, mener DF.

Rasmus Paludan forlader sin demonstration i Fælledparken i København 1. maj. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udgifterne til politiopbuddet ved Rasmus Paludans demonstrationer er eksploderet.

I perioden 7. april til 29. april 2019 er politiets udgifter løbet op i ca. 35 millioner kroner, viser en aktindsigt, som Berlingske har fået hos Rigspolitiet.

Til sammenligning kostede politiets indsatser i forbindelse med Stram Kurs-lederens demonstrationer ca. seks millioner kroner i perioden 1. januar til 7. april 2019.

Med andre ord er politiets udgift til Rasmus Paludans demonstrationer på få uger syvdoblet.

Rigspolitiet forklarer ikke i aktindsigten, hvorfor udgiften er steget så markant, men siden Rasmus Paludans demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro i København har den kontroversielle politiker fået betydelig mere opmærksomhed og er i dag opstillingsberettiget til det aktuelle folketingsvalg.

Rigspolitiet gør i aktindsigten opmærksom på, at der ved nogle af de demonstrationer, som indgår i optællingen, har været andre demonstrationer, som har haft betydning for politiets brug af ressourcer. Og at det ikke har været muligt at adskille dem fra hinanden.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, forklarer, at han har det skidt med udgiften.

»Jeg synes umiddelbart, at det virker helt vanvittigt, og jeg forstår godt, at folk er forargede, Men jeg må sige, at med den lovgivning, vi har i dag, er det klart, at man skal have sin ytringsfrihed,« siger han og fortsætter:

»Men i det omfang, den kan udøves et sted, hvor det ikke kræver så mange penge, ja, så bør politiet selvfølgelig gøre brug af den mulighed. Den findes i politiloven og for den sags skyld i Grundloven.«

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, ser de 41 millioner kroner som et nødvendigt onde:

»Det er tragisk, at det skal være nødvendigt, at vi bruger de penge. For mig at se er det nødvendigt, at man bruger dem,« siger Peter Kofod og understreger, at vi i Danmark ikke kan have ytringsfrihed med forbehold.

Dårligt nyt for andre borgere

Rigspolitiet oplyser, at ressourceopgørelsen omfatter både enkelte politikredses eget forbrug og den hjælp, som de har måttet trække på fra andre kredse. Det samlede beløb dækker blandt andet kompensationstimer på grund af inddragne fridage.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, har tidligere gjort opmærksom på, at politiet brugte mange ressourcer på Rasmus Paludans demonstrationer. Han har også sat spørgsmålstegn ved, om Paludan misbrugte sin ytringsfrihed.

»Nu står vi i en situation, hvor han er opstillingsberettiget og skal have al den beskyttelse, der skal til. Men jeg synes, det er ærgerligt, at vi står i en helt ny situation, hvor vi for første gang skal bruge så mange ressourcer i en valgkamp,« siger Claus Oxfeldt.

Formanden tilføjer, at det er dårligt nyt for andre borgere:

»For at sige det ligeud: Vi er et lukket kredsløb. Vi har kun de politifolk, vi nu engang har. Og det betyder i al sin enkelhed, at der er nogle opgaver, som vi er nødt til at nedprioritere.«