Politiet sad på afgørende oplysninger i kæmpe sextortion-sag i næsten et år uden at slå til

En 22-årig mand blev i december dømt for 170 seksuelle krænkelser af piger, men politiet så for sent sammenhængen, konkluderer redegørelse fra Rigspolitiet. En sexforbryder fik lov at arbejde i fred, mener advokat. Sagen er opklaret, men problemet er ifølge Venstre og SF ikke løst.

Politiets efterforskning i stor sextortion-sag tog for lang tid – og gerningsmanden fortsatte for længe. Ritzau Scanpix (arkiv)

Myndighederne har en særlig forpligtelse til at slå hurtigt og hårdt ned på personer, som misbruger børn og unge. Den forpligtelse har politiet svigtet.

Erkendelsen lyder fra justitsminister Nick Hækkerup (S) i en ny orientering til Folketinget om politiets håndtering af den såkaldte Operation Sextortion. Sagen endte i december med, at en 22-årig mand blev idømt seks års fængsel for seksuelle krænkelser mod hele 170 piger primært i alderen 13-17 år i perioden 2016-2019.