Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den aktuelle konflikt mellem to bander i Storkøbenhavn kræver særlige foranstaltninger.
Derfor har Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi netop besluttet at forlænge visitationszoner i politikredsene frem til foreløbig 28. oktober.
En visitationszone giver politiet udvidede beføjelser til at undersøge, om borgere er bevæbnede.
Mandag morgen vågnede københavnerne til nyheden om endnu en eksplosion – denne gange ved en vandpibecafé på Amagerbrogade. Ifølge politiets foreløbige tekniske undersøgelser blev eksplosionen udløst af en håndgranat – politiet ser eksplosionen som et led i den aktuelle bandekonflikt i København.
Siden februar har 14 eksplosioner ramt Storkøbenhavn, og Københavns Politi kobler flere af dem til bandekonflikten, herunder en eksplosion tidligt om morgenen 18. september ved et pizzeria i Vanløse.
Om eksplosionen mod vandpibecafeen natten til mandag forklarer politiinspektør Torben Svarrer i en pressemeddelelse, som Københavns Politi udsendte mandag morgen:
»Det er desværre den seneste i en række af eksplosioner, som vi har oplevet i København i år. Det er noget, vi tager meget alvorligt. Heldigvis er der ingen tegn på, at nogen er kommet til skade ved denne mindre eksplosion,« siger Torben Svarrer.
Af et konfliktnotat fra 16. september, som Nationalt Efterforskningscenter, NEC, under Rigspolitiet har udarbejdet, fremgår det, »at der aktuelt verserer en voldelig konflikt mellem på den ene side Brothas og på den anden side NNV-gruppen«.
Konflikten udspiller sig i Storkøbenhavn, og derfor oprettede Københavns Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi alle visitationszoner 16. september.
Politikredsene forlængede 30. september zonerne, og ifølge en aktindsigt hos Københavns Vestegns Politi var argumentet en frygt for, at bandekrigen rammer uskyldige i Ishøj.
To episoder understregede ifølge begrundelsen fra Københavns Vestegns Politi alvoren: Dels blev et skarpladt skydevåben 22. september fundet i et buskads ved en parkeringsplads på Bredekærs Vænge. Dels blev flere skud 24. september 2019 affyret ved krydset Vejlebrovej/Stenbjerggårds Allé.