Politiet afviser anmeldelse af ansat i Vor Frue Kirke

Der er ikke grundlag for en efterforskning i sag om ansat i Vor Frue Kirke, oplyser mandens advokat.

Medarbejderen blev meldt til politiet, efter at Berlingske i maj skrev, at vedkommende havde beholdt sit job til trods for beskyldninger om overgreb begået imod et barn i 1990'erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Københavns Politi har afvist domkirken Vor Frue Kirkes anmeldelse af en hjemsendt medarbejder.

Det oplyser medarbejderens advokat, Kåre Pihlmann, til Ritzau, og Københavns Politi bekræfter oplysningen.

»Det er en meget kortfattet begrundelse, som i al sin enkelthed går ud på, at man ikke finder et grundlag for en efterforskning,« siger han.

Medarbejderen blev meldt til politiet af menighedsrådet, efter at Berlingske i maj skrev, at vedkommende havde beholdt sit job til trods for beskyldninger om overgreb begået imod et barn i 1990erne.

Det var beskyldninger som menighedsrådet og biskoppen allerede havde kendskab til i 2014.

Sagen blev også politianmeldt i 2014 af menighedsrådet, men her blev den henlagt på grund af de daværende regler om forældelse.

Kåre Pihlmann oplyser, at hans klient er glad for dagens afgørelse. Sagen har påvirket medarbejderen meget voldsomt.

»I miljøet omkring domkirken er hans identitet jo ikke ukendt, og pludselig blev de meget alvorlige beskyldninger imod ham beskrevet meget intenst i medierne stort set dagligt. Så det har været en stor belastning for ham,« siger Kåre Pihlmann.

I retsplejeloven står der, at politiet kan afvise en indgivet anmeldelse, hvor det ikke finder grundlag for at indlede en efterforskning.

Foruden beskyldninger om overgreb på barnet i 90erne var der også rettet anklager mod den ansatte for ved to lejligheder i 00erne at have udvist grænseoverskridende eller seksuelt krænkende adfærd.

Her var det to yngre mænd, som ifølge avisen var målet for den kirkeansattes opmærksomhed.

Københavns Politi bekræfter over for Ritzau, at der ikke er grundlag for at efterforske nogen af sagerne.

»Anmeldelsen vedrører oplysninger om forhold begået i 00erne, der muligt kan have karakter af blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232.«

»Det betyder, at forholdene på nuværende tidspunkt er forældede og derfor ikke kan retsforfølges. Der er således ikke grundlag for at indlede en efterforskning i sagen,« skriver politiet i en mail.

Og samme melding lyder om beskyldningerne om overgreb i 90erne, som altså kom til menighedsrådets og biskoppens kendskab i 2014.

»Der er endvidere ikke grundlag for at genoptage efterforskningen i sagen fra 2014, da det forhold stadig er forældet og dermed ikke kan retsforfølges,« skriver Københavns Politi.

/ritzau/