Flere tog mellem Odense/Slagelse og Københavns Lufthavn er mandag aflyst på grund af planlægningsfejl.

På DSB's hjemmeside uddybes det, at det skyldes systemtekniske årsager.

Ifølge informationschef Tony Bispeskov omfatter aflysningerne mandag "en håndfuld" tog i begge retninger.

- Det vil sige omkring ti stykker i alt. Det er i det leje. Til sammenligning er der vel tre håndfulde af andre muligheder, siger han til Ritzau og tilføjer:

- Der er masser af alternativer for kunderne i forhold til at tage andre tog. Så det gør det ikke umuligt at komme til eller fra Københavns Lufthavn.

Tony Bispeskov oplyser desuden, at aflysningerne er spredte over mandagen.

- Det vil sige, at det ikke er fra et fast tidspunkt til et andet fast tidspunkt.

- En serviceoplysning vil selvfølgelig være, at vi henviser til Rejseplanen, råder han.

Befinder man sig i hovedstadsområdet og planlægger at tage med metroen ud til lufthavnen, er der også udfordringer.

Der er store forsinkelser på M2, som kører mellem Vanløse og Københavns Lufthavn.

/ritzau/