"Pigen med nålen" er den film, der kan blive kaldt på scenen flest gange til Robert Prisen 2026.

Det historiske drama er nomineret til 15 filmpriser ved årets uddeling, som afholdes 31. januar i Tivoli Hotel & Congress Center i København.

Herunder for Årets Danske Spillefilm, Årets Kvindelige Birolle til Trine Dyrholm, Årets Kvindelige Hovedrolle til Vic Carmen Sonne, Årets Mandlige Hovedrolle til Besir Zeciri og Årets Mandlige Birolle til Joachim Fjelstrup.

Det afslører Danmarks Filmakademi, som står bag Robert Prisen, i en pressemeddelelse.

Trine Dyrholm har flere muligheder for at hjemtage endnu en Robert-statuette til sin samling foruden præstationen i "Pigen med nålen", der udspringer af den virkelige historie om Dagmar Overby, der i 1921 blev dømt for drabene på ni spædbørn, som kvinder i ulykkelige omstændigheder havde givet hende, i troen på at hun ville finde et bedre hjem til dem.

Hun er også nomineret i kategorien Årets Kvindelige Birolle for dramaet "Det andet offer", som er med i opløbet om 11 Robert-priser.

Der er også en dobbeltnominering til Lars Brygmann i den mandlige birollekategori for henholdsvis Anders Thomas Jensens kulsorte komedie "Den sidste viking" og Paprika Steens eksplosive komediedrama "Det nye år".

Ud over film skal de bedste serier også kåres.

Her topper de danske Netflix-serier "Reservatet" og "Legenden" nomineringerne med henholdsvis fem og seks styk.

Begge serier var store succeser på streamingtjenesten.

"Reservatet" var blandt de mest sete serier i første del af 2025, mens "Legenden" blev den mest sete serie i uge 44 med 11,3 millioner afspilninger.

Også skuespillerne i begge serier har gjort sig bemærket hos Danmarks Filmakademi.

Lars Ranthe og Simon Sears er begge med i opløbet om at nappe Robert-prisen for deres præstation i "Reservatet".

I kategorien finder man også Jan Linnebjerg. Skuespilleren er mest kendt for sin titelrolle i de fire julekalendere om Pyrus. Men sidste år landede han en rolle i DR-dramaet "Generationer".

"Generationer" går også igen i flere af de andre skuespillerkategorier.

Anette Støvelbæk er med i opløbet til at blive kåret til Årets Kvindelige Birolle for DR-dramaet.

Her dyster hun blandt andre imod Danica Curcic og Sara Fanta Traore for "Reservatet" og Maria Cordsen for "Legenden".

Det er akademiets 3400 medlemmer, som alle er udøvende i den danske film- og tv-branche, der har stemt og udvalgt de nominerede.

Det er også dem, der afgør, hvem der løber med statuetterne - med undtagelse af Nordisk Film Biografers Publikumspris, hvor kandidaterne udgøres af de ti danske film, som har solgt flest biografbilletter.

Her finder man blandt andet Anders Matthesens tredje film om "Ternet Ninja" og "Under stjernerne på himlen", hvor Anders Matthesen portrætterer grandprixveteranen Tommy Seebach.

/ritzau/