Pia Kjærsgaard fandt på »klimatosser« ud af det blå

Det var Pia Kjærsgaard, der i en tale spontant brugte ordet »klimatosse«. Nu er det kåret til årets ord.

Efter en markant vælgerlussing til Dansk Folkeparti efter Europaparlamentsvalget i 2019 kaldte Pia Kjærsgaard synderne for klimatosser. Et ord, der nu er kåret som årets ord i 2019. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Stifter af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard brugte betegnelsen »klimatosser« om de mennesker, der var skyld i Dansk Folkepartis store nederlag ved Europa-parlamentsvalget i 2019.

Nu er ordet blevet kåret til årets ord af Dansk Sprognævn og P1-programmet »Klog på sprog«.

Men det var ikke et ord, Pia Kjærsgaard havde grublet over længe.

»Det var meget spontant, og det var slet ikke planlagt. Det var bare noget, der faldt mig ind.«

»Men lige, da jeg havde sagt det, blev jeg klar over, at det fik fat i noget,« siger hun.

Begrundelsen for valget af klimatosse som årets ord var især med henvisning til, at 2019 i høj grad har været et klimaår.

Et år præget af to danske valgkampe, der massivt havde klima på dagsordenen. Men også Greta Thunberg har slået sine klimabudskaber fast og er blevet kåret som årets person af det amerikanske nyhedsmagasin Time.

Pia Kjærsgaard mødte en del kritik for brugen af ordet klimatosse umiddelbart efter valget, men hun står stadig fast.

»Jeg fastholder ordet - og jeg mener det. Men jeg kan ikke lade være med at grine lidt af, at det er blevet årets ord. Men jeg synes, at det rammer rigtig fint for 2019 og klimadagsordenen.«

»Man kan slå sig ind i historiebøgerne på mange måder - det har jeg nok allerede gjort - men nu står der så også ophavsmand til årets ord,« siger hun.

Det var ordet »kønsneutral«, der konkurrerede med klimatosser om at blive året ord. Men dommerkomitéen valgte altså klimatosser, som det ord, der bedst beskriver 2019.

/ritzau/