Pia K. og Skaarup besøgte konfliktramt område i Korsør efter mere end et års konflikt: »Så krænkende, at to familier fra Libanon skal ødelægge et helt boligområde«

To familier fra Libanon, deres interne stridigheder samt unges adfærd har hærget Motalavej og Korsør i mere end et år. Mandag tog Dansk Folkeparti på besøg i området, og sammen med boligformanden enedes de om et ganske vidtrækkende forslag, der skal holde uromagere væk.

Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti var på besøg hos boligformand Ebbe Ahlgren i det konfliktramte Motalavej-område i Korsør, hvor unge fra to libanesiske familier har hærget. Asger Ladefoged

Det var under politibeskyttelse og ledsaget af PET-vagter, at Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, og retsordfører Peter Skaarup i dag besøgte ghettoområdet Motalavej i Korsør.

Der har været ro i boligområdet i et par uger, men en konflikt mellem to indvandrerfamilier – og de yngre generationers hærværk – har skabt utryghed siden sommerferien forrige år.