Peter Sommer hiver tre priser med hjem fra Steppeulven 2019

De danske musikkritikeres pris Steppeulven er lørdag blevet uddelt på Bremen Teater i København.

P6 Beat Rocker Koncerthuset 20
Peter Sommer vandt flere priser ved Steppeulven 2019. (Arkivfoto) Torben Christensen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Sanger og sangskriver Peter Sommer blev lørdag aften den helt store vinder ved uddelingen af de danske musikkritikeres pris Steppeulven.

Med sit første soloalbum i fem år "Elskede at drømme, drømmer om at elske" modtog han nemlig prisen for årets album.

Men hans evner til at skrive tekster og komponere sange gav ham også priser som årets tekstforfatter samt årets komponist.

Prisen som årets vokalist gik til den 36-årige forsanger i The Minds of 99, Niels Brandt. Bandet tog dog også en pris med hjem som årets livenavn. Det er andet år i træk, at The Minds of 99 får den.

Jada, som er en af Danmarks nye poptalenter, blev tildelt prisen for året sang med sangen "Keep Cool". I sidste uge vandt Jada P3's talentpris, og også lørdag aften blev hun kåret som årets håb

Årets musiker blev Anja Jacobsen, mens prisen til årets producer blev givet til Nis Bysted.

Foruden ni priser om det forgangne års præstationer inden for musik blev der også uddelt den prestigefyldte årets pionerpris. Den gik til Laid Back.

Gruppen blev startet i 1979 af John Guldberg og Tim Stahl. De to står blandt andet bag hittet "Sunshine Reggae".

Derudover modtog Najaaraq Nicoline Vestbirk musikkritikernes Initiativpris.

Under lørdagens show optrådte Jada, Laid Back, Værket, Lydmor, Speaker Bite Me og Night Fever.

Steppeulven uddeles af Foreningen af Danske Musikkritikere, som består af musikkritikere fra danske dagblade og musikmedier. Den blev uddelt for første gang i 2003.

/ritzau/