Perioden med togbusser mellem Ringsted og Slagelse er igen blevet forlænget og varer nu frem til klokken 21.00 mandag aften.

Det skriver DSB på sin hjemmeside, efter at Banedanmark, der står for sporarbejdet på strækningen, er kommet med en ny tidshorisont.

Banedanmark skriver i et opslag på X, at det skyldes, at der er fundet yderligere fejl på kørestrømsanlægget mellem de to stationsbyer.

- Vi beklager generne og arbejder på højtryk for at udbedre fejlene, lyder det i opslaget.

Tiden med togbusser er blevet forlænget flere gange i løbet af dagen. Først til klokken 14.00, så til klokken 17.00 og senere til klokken 19.00.

Årsagen til perioden med togbusser er et omfattende sporarbejde, der ellers var forventet afsluttet mandag morgen.

Et uvejr søndag aften gjorde dog, at Banedanmark ikke kunne færdiggøre arbejdet.

Det lyder fra DSB, at det må forventes, at der er ventetid.

Det skyldes både, at der kan være ventetid på de bestilte togbusser, men også fordi rejsen med bus tager længere tid end med tog.

Flere medier har dagen igennem berettet om kaos og lange køer på flere stationer.

B.T. har eksempelvis talt med pendleren Steen Aaslev Christensen, der dagligt tager toget fra Fredericia til Ringsted.

- Alt ser fint ud, busserne er på plads i Jylland, men da vi når til Odense, så går det jo helt galt. I hvert fald i min optik, siger han til B.T.

Og forvirringen blev ifølge Steen Aaslev Christensen total, da de nåede Slagelse.

Han oplevede ifølge B.T., at der var mangel på klare beskeder fra personalet.

Mandag er der ligeledes indsat togbusser mellem Odense og Fredericia grundet et forsinket sporarbejde på det vestlige Fyn.

Det skyldes, at Vejdirektoratets sporarbejde på jernbanen over Vestfyn er forsinket med foreløbigt ét døgn. Forventningen er, at togdriften kan genoptages fra tirsdag morgen.

Det har ifølge tvSyd resulteret i en kø på "flere hundrede meter" til togbusser ved Fredericia Station tidligere på dagen.

TvSyd har talt med Ida Nyby fra Aarhus, der var på vej mod København med sin datter.

- Det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Jeg tager jo afsted i god tro om, at nu skal vi på sommerferie i København, siger hun og tilføjer:

- Det er lidt uoverskueligt at have et lille barn og noget oppakning med, lyder det.

DSB oplyser, at der vil køre tog mellem Slagelse og Odense en gang i timen.

De regionaltog, der kører mellem Slagelse og Københavns Lufthavn uden om København Hovedbanegård, er aflyst.

RITZAU