10 til 12 pensionister har "besat" Rehabiliteringshøjskolen i Risskov i Aarhus og har lukket personalet ude i protest.

Det skriver TV2 Østjylland.

Protesten skulle efter sigende være opstået tirsdag morgen efter utilfredshed over Aarhus Byråds beslutning om at nedlægge Rehabiliteringshøjskolen.

"Højskolen kan ikke vække de døde, men de kan holde dem i live" og "I smider guld på gaden med jeres beslutning", står der ifølge TV2 Østjylland på plakater i vinduerne.

Torben Blom er en af pensionisterne.

Han siger til TV2 Østjylland, at Rehabiliteringshøjskolen har været afgørende, efter at han har fået amputeret begge sine ben.

- Det har betydet, at jeg er blevet et menneske igen.

På Rehabiliteringshøjskolen i Risskov kan man blandt andet få støtte og vejledning af et sundhedsfagligt team.

Et ophold varer typisk to til fem uger, hvor man bor på stedet, skriver Aarhus Kommune på sin hjemmeside.

RITZAU