Opdateret

Partiformand til Mette F.: Kom ikke til Grønland uden spiral-erstatning

En undskyldning uden handling vil være som at gentraumatisere vores folk, siger formanden for partiet Naleraq.

Der bør følge en erstatning med til grønlandske kvinder, der ufrivilligt fik opsat spiral, når statsminister Mette Frederiksen (S) kommer til Grønland.

Det mener formanden for partiet Naleraq, Pele Broberg, ifølge medierne Sermitsiaq og KNR.

Mette Frederiksen kommer 24. september til Grønland for officielt at sige undskyld til de grønlandske piger og kvinder, som uden samtykke fik opsat en svangerskabsforebyggende spiral.

En udredning om sagen er netop blevet fremlagt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Broberg siger, at statsministeren kun bør indfinde sig, hvis hun har penge med til kvinderne.

- Undskyldning uden handling er som at gentraumatisere vores folk. Mette, hvis ikke staten handler og udbetaler erstatning, så bliv hjemme, siger Broberg ifølge de to grønlandske medier i en pressemeddelelse.

Pele Broberg kræver, at de berørte kvinder straks modtager en erstatning hver på mindst 300.000 kroner.

Formanden for Naleraq vil også have statsministeren til at anerkende, at hindring af fødsler er at betragte som et folkedrab.

- Folkedrab mod vores folk skal ikke bruges til at fremme Mette eller Danmark over for omverden, og en undskyldning skal ikke bruges til at gaslighte ofrene. Der skal handling og konsekvenser, skriver Pele Broberg ifølge de grønlandske medier i pressemeddelelsen.

Mette Frederiksen gav allerede 27. august en undskyldning på vegne af den danske stat.

Også Grønlands regering, Naalakkersuisut, i form af regeringschef Jens-Frederik Nielsen, har undskyldt for de sager, der vedrører perioden, efter at Grønland overtog ansvaret for sundhedsvæsenet i Grønland.

143 kvinder, der ufrivilligt fik opsat spiral, stævnede sidste år Danmark for brud på menneskerettigheder. Kvinderne krævede erstatning på samlet 43 millioner kroner.

Både Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen deltager 24. september ved et arrangement i Grønlands hovedstad, Nuuk, hvor den officielle undskyldning markeres.

Naleraq er ikke en del af den nuværende grønlandske regering.

/ritzau/