De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der for nylig meldte sig på banen som statsministerkandidat, er igen havnet i udfordringer på grund af sin ægtefælle.

I årevis har parret nemlig sagt, at Josue Medina Vasquez Poulsen er nevø til præsidenten i Den Dominikanske Republik.

Men onsdag morgen fortæller Søren Pape Poulsen på Facebook, at præsidenten ikke er Josue Medinas biologiske onkel.

Her skriver han, at Josue Medina og præsidenten har haft et onkel-nevø-forhold gennem Josues barndom, men at kontakten randt ud for 15 år siden, da Josue Medinas far døde.

I 2014 proklamerede Søren Pape Poulsen til TV 2, at Josue Medinas »onkel er præsident i Den Dominikanske Republik«, da Det Konservative Folkeparti holdt landsråd.

Reaktionen fra den nylige statsministerkandidat kommer efter afsløringer fra Ekstra Bladet, der konkluderer, at den familiære relation ifølge præsidentfamiliens advokat er en løgn.

»Det er ikke korrekt. Familien kender ham ikke (Josue, red.), og de kender ham heller ikke ud fra billedet. Det er ikke Danilo Medina Sánchez’ nevø. Eller nogen af hans søskendes nevø,« slår advokaten fast over for Ekstra Bladet.

Men selvom Pape anerkender, at præsidenten ikke er Josue Medinas biologiske onkel, fastholder han – til trods for Ekstra Bladets afsløringer om det modsatte – at der er en familiær relation.

»Derfor har jeg heller aldrig betvivlet, at Josue var i familie med den nu tidligere præsident. De bærer det samme efternavn, de er fra samme del af øen – og de har været tæt knyttet indtil farens død for 15 år siden,« skriver den konservative formand i et opslag.

Det er ikke første gang, Josue Medina skaber udfordringer for Søren Pape Poulsen. I 2018 blev han anholdt for spirituskørsel med en promille på 1,25.

Pape var ikke involveret i spirituskørslen dengang, men skrev på Facebook, at det var en »meget alvorlig sag«, og at han var »inderligt ked af det«.

»Spirituskørsel kan ikke forsvares og kan have meget store konsekvenser. Nu må min samlever tage sin straf ligesom alle andre. Min holdning til lov og orden er den samme i dag som i går,« skrev den tidligere justitsminister på Facebook.