Togpassagererne skal i påskedagene skifte til en togbus, hvis de rejser mellem Odense og Fredericia.
Det skriver DSB på sin hjemmeside.
Togbusserne erstatter alle tog, der kører mellem Middelfart og Odense fra onsdag 1. april om aftenen til og med mandag 6. april - anden påskedag.
- Påsken er jo kendetegnet for de togrejsende ved, at der ikke er lige så mange, der rejser som ellers. Det udnytter Banedanmark og Vejdirektoratet til at udføre omfattende sporarbejder forskellige steder i landet, siger DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til Ritzau.
I perioden kører der regionaltog mellem Middelfart og Fredericia.
Men de resterende togrejsende mellem Odense og Fredericia skal med togbusser, lyder det.
Vejdirektoratet arbejder ifølge DSB's informationschef på Vestfyn.
Det arbejde er nået til et punkt, hvor det er nødvendigt helt at stoppe togdriften på strækningen, lyder det.
- Der er forskellige togbusser afhængigt af, hvor man skal hen. Der er også nogle mellemliggende stationer, som vi skal betjene, siger Tony Bispeskov.
Tony Bispeskov gør opmærksom på, at togbusserne tager længere tid end en togrejse. Han opfordrer samtidig til, at man holder sig opdateret på Rejseplanen.
- Der er en del ændringer. Jeg har nævnt de største, men Rejseplanen er en rigtig god guide at have, fordi den giver dig den hurtigste rejse, siger informationschefen.
Også rejsende i hovedstadsområdet skal forberede sig på ændringer. I samme periode kører der ingen S-tog mellem Østerport og Ryparken/Hellerup.
Det skyldes, at man skal udføre vedligeholdelse mellem Østerport og Hellerup.
Der indsættes togbusser mellem Nordhavn og Ryparken og mellem Nordhavn og Hellerup.
Skal man mellem Nordhavn og Østerport, skal man benytte metroen. Her gør DSB opmærksom på, at man skal huske at købe metrotillæg. Hvis man bruger et pendlerkort, når man rejser, skal man på forhånd have købt tillægget.
Man skal samtidig være forberedt på, at man ikke kan medbringe cykler i togbusserne.
/ritzau/
