Inden for de seneste to år har Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) givet forbud til 35 personer i 19 sager mod at have au pair.

Det viser en opgørelse fra Siri, som Politiken har fået aktindsigt i.

Sagerne drejer sig ifølge avisen om blandt andet underbetaling og overarbejde. Personer, som er i Danmark som en del af au pair-ordningen, må højst arbejde 30 timer om ugen og skal have mindst 4700 kroner om måneden.

I en af sagerne, skriver Politiken, havde en familie sat deres au pair til at gøre rent på 14 værelser, som skulle lejes ud. Au pairen måtte også vaske gæsternes tøj og rengøre ejendommens pool og andre steder.

SFs beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, siger, at ordningen har udviklet sig til »camouflage for billig arbejdskraft« og opfordrer til at afskaffe den.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger, at han er »tilfreds med, at myndighederne kan gribe ind med forbud, når sådant misbrug finder sted.«

»Men når det er sagt, er jeg selvfølgelig parat til at drøfte eventuelle uhensigtsmæssigheder ved ordningen med de andre partier i Folketinget og herunder også besvare spørgsmål i udvalgene, hvis der er ønske om det,« skriver han til Politiken.

Au pair-ordningen er indført for at skabe kulturel udveksling i Danmark.

Flere grelle historier er dog i de seneste år kommet frem om udlændinge, der bliver hentet til Danmark på au pair-ordningen, men reelt fungerer som billig arbejdskraft.

Antallet af udlændinge, der gør brug af ordningen, er også generelt faldet i de seneste år, viser tal fra Udlændingestyrelsen.

I 2018 blev der givet 1311 opholdstilladelser til personer, der ville hertil som au pair. Det faldt til 1016 året efter. I de seneste tre år har det ligget på omkring 680 opholdstilladelser årligt.

I de første seks måneder af 2023 er der givet 247 opholdstilladelser til personer på au pair-ordningen.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.