Overlæge om coronapas: Smitterisiko er ikke mindre i fitness

Modsat i foråret skal man ikke fremvise coronapas, når man skal klippes eller i fitnesscentret.

fitnesscenter med afdeling kun for kvinder Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når coronapas fra fredag igen er adgangsbillet til at komme på restaurant, bar eller museum, så kan man fortsat tage i fitnesscenter eller til frisøren uden at skulle fremvise en negativ test eller dokumentation for vaccination mod coronavirus.

Det undrer Jens Lundgren, som er professor i infektionssygdomme på Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet. Det skriver Politiken.

Jens Lundgren er også en del af en ekspertgruppe, der giver faglige input til regeringens tiltag for at håndtere coronaepidemien.

Han forstår ikke de sundhedsfaglige argumenter for at undlade fitnesscentre og liberale erhverv såsom frisører, tatovører og tandlæger.

»Det er lidt svært at se, at fitnesscentre ikke er med ud fra et perspektiv om, at folk skal undgå at blive smittede. Når man går i fitnesscentre, får man i sagens natur pulsen og vejrtrækningen op. Så det er i hvert fald ikke mindre risikofyldt end at gå på restaurant«, siger Jens Lundgren til Politiken.

Det var tirsdag, at det endeligt stod klart, at coronapasset kommer tilbage.

Her fik regeringen opbakning fra et bredt flertal i Folketingets Epidemiudvalg til, at coronavirus igen er en samfundskritisk sygdom. Samtidig fik den opbakning til at indføre coronapas imod stigende smitte i samfundet.

Da coronapasset blev indført i begyndelsen af året, var fitnesscentre og liberale erhverv også omfattet af kravet.

Denne gang har det dog ikke været en del af anbefalingerne til nye coronatiltag fra Epidemikommissionen.

Selv vurderer Jens Lundgren, at beslutningen om at undlade at lade kravet om coronapas gælde fitnesscentre og liberale erhverv skyldes andre hensyn end de sundhedsfaglige.

»Jeg tror ikke, der ligger en sundhedsfaglig adskillelse. Jeg tror, det drejer sig om andre forhold omkring erfaringer med at få det her til at fungere i virkeligheden. Det har gjort, at man har lavet nogle undtagelser, siger«, han til Politiken.

Epidemikommissionen er nedsat af sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Den skal rådgive om håndteringen af alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.

Kommissionen består af repræsentanter fra sundhedsmyndigheder, politiet, kommuner, regioner og fire ministerier.

Politiken har forsøgt at få et interview med sundhedsministeren eller et medlem af Epidemikommissionen for at høre, hvad der ligger til grund for anbefalingerne omkring coronapasset. Men det har ikke været muligt.

/ritzau/