Det er onsdag ikke muligt at se afgangs- og ankomsttider på mange togstationer landet over.

Det skyldes et overgravet netværkskabel hos Banedanmark, oplyser Banedanmarks pressevagt.

Problemet påvirker også driften af appen MitTog, ligesom der også er udfordringer med at opdatere Rejseplanen.

Banedanmark skriver på det sociale medie X, at man så vidt muligt informerer om togtiderne via højttalerne på stationerne.

Problemerne med manglende information på skærmene gælder ikke S-togene, skriver DSB på sin hjemmeside.

Pressevagten hos Banedanmark oplyser onsdag kort før klokken 13, at det overgravede kabel nu er blevet genetableret.

Det forventes, at driften af informationsskærme og apps gradvist vil blive normaliseret.

RITZAU