OVERBLIK: Seks backpackere døde i Laos af formodet forgiftning
Blandt de døde var to danske kvinder, som formentlig blev forgiftet af metanol på et hostel i Laos i 2024.

Blandt de døde var to danske kvinder, som formentlig blev forgiftet af metanol på et hostel i Laos i 2024.

Der blev fredag afholdt pressemøde i Laos i sagen om mulig metanolforgiftning, hvor blandt andre to danske kvinder omkom i november 2024 i Laos.
Laotiske myndigheder meddelte, at der er rejst tiltale mod destilleriejeren med en strafferamme på mellem tre måneder og fire års fængsel og bøde for salg af sundhedsskadelige fødevarer samt ulovlig virksomhedsdrift. Det oplyser Udenrigsministeriet.
De danske kvinder på henholdsvis 20 og 21 år døde på et vandrehjem i byen Vang Vieng i Laos.
Læs her om forløbet i sagen:
* De to danske kvinder menes at være blevet forgiftet af metanol i alkohol på hostellet i byen Vang Vieng i Laos.
* I alt seks turister mistede sidste efterår livet i Vang Vieng. I alle seks tilfælde formodes dødsårsagen at være forgiftning med metanol.
* Foruden de to danske kvinder var de øvrige to australske, en britisk og en amerikansk statsborger.
* I februar oplyste de laotiske myndigheder, at ti personer fra hostellet var dømt for at destruere bevismateriale. Straffen lød på en bøde svarende til 822 kroner samt 20 dages betinget fængsel.
* Myndigheder har dog ikke kunnet bevise, at de døde af metanolforgiftning, og bevisbyrden er heller ikke stærk nok til at tiltale for manddrab.
* Vang Vieng er en lille by i Laos, der er et populært rejsemål blandt unge backpackere. Byen er især kendt for sit vilde festliv.
* Metanol kendes også som træsprit og er et organisk opløsningsmiddel. Hvis man indtager det, kan man blive bevidstløs, og man kan miste synet.
* Væsken bliver nogle gange tilsat alkoholiske væsker, fordi det er billigere end ethanol, som er den alkohol, der typisk findes i spiritus.
Kilder: ABC News, nyhedsbureauet AP, Midt- og Vestsjællands Politi og TV 2.
RITZAU