Mobiltelefonerne skal væk, så der i pauserne kan spilles bordtennis og kysses.
Sådan lød det mandag aften fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), og tirsdag har hans ministerium så fremlagt 12 nye anbefalinger til brug af skærme i grundskolen.
Anbefalingerne er udarbejdet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) efter ønske fra ministeren.
Tilbage i december viste Pisa-resultaterne, at de danske elever er dem, der bruger digitale værktøjer i skolen mest sammenlignet med alle de 81 OECD-lande.
Læs de 12 anbefalinger her:
* 1. Ledelsen sætter retning for skærmbrug på skolen.
* 2. Inddrag pædagogisk personale og elever i dialogen om skærmbrug.
* 3. Skab overblik over skolens skærmbrug som udgangspunkt for dialogen.
* 4. Brug skolens fysiske rammer til at skabe attraktive alternativer til skærmbrug.
* 5. Gå i dialog med forældrene om elevernes brug af skærme.
* 6. Indfør mobilfri skole.
* 7. Spær adgangen til ikkerelevante hjemmesider.
* 8. Læg tablets og computere væk, når de ikke bruges i undervisningen.
* 9. Lad fokus på skærmbrug bidrage til elevernes digitale dannelse.
* 10. Brug kun skærme, når det er didaktisk og pædagogisk hensigtsmæssigt.
* 11. Giv plads til analog læring.
* 12. Sæt brug af skærme på dagsordenen for den pædagogiske udvikling.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet.
/ritzau/
