Endnu et kapitel bliver fredag skrevet i historien om jordrensningsvirksomheden Nordic Waste i Randers.

I en tillægsundersøgelse har et advokatselskab undersøgt, om der har været systematisk snyd med jord hos virksomheden.

Det kan ikke dokumenteres, lyder konklusionen.

Få her et overblik over den langstrakte sag om jordskreddet ved Nordic Waste:

* De første tegn på jordskred på Nordic Wastes grund ved Ølst i Randers viste sig i 2021. Skredaktiviteten fortsatte til 2023 og accelererede for alvor i midten af december 2023.

* Op mod tre millioner kubikmeter jord forskubbede sig og truede både åløb, infrastruktur og privat ejendom i området. Da jorden flyttede sig mest, skete det med op mod 60 centimeter i timen.

* 19. december 2023 forlod Nordic Waste stedet og overlod opgaven med at få jordskreddet under kontrol til Randers Kommune.

* Derfra gik Randers Kommune i gang med at afværge skreddet, holde det i skak og forhindre forurening af blandt andet Alling Å.

* Forsknings- og rådgivningsinstitutionen Geus har konkluderet, at skreddet skyldtes øget deponering, geologiske forhold og stigende vandmætning. Det førte til destabilisering af området over tid.

* 19. januar 2024 indgav Nordic Waste en konkursbegæring. Virksomheden skrev i en pressemeddelelse, at virksomhedens ansvarsforpligtelse stoppede som følge af konkursen og ikke ville blive overtaget af selskabets ejere.

* 21. januar 2024 udstedte Miljøstyrelsen to varslede påbud til Nordic Waste. Det ene om at stille økonomisk sikkerhed for de forventede omkostninger, det andet om at lave foranstaltninger til at sikre miljøet.

* 26. januar 2024 oplyste miljøminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde, at regeringen havde sat Kammeradvokaten til at undersøge, om ledelsen eller andre bag virksomheden kan drages til ansvar økonomisk eller strafferetligt.

* I december 2024, et år efter skreddet, kunne de sidste skurvogne forlade stedet. Et nyt regnvandsbassin var blevet færdigt, en pumpebrønd til et kommende renseanlæg var blevet sat op, og jordskreddet var blevet standset.

* I juli 2025 skrev Finans, at den familieejede koncern USTC, som Nordic Waste var en del af, afviser et krav på et tocifret millionbeløb, som er blevet rejst mod koncernen af kuratelet i konkursboet efter Nordic Waste.

* I september 2025 viste en uvildig advokatundersøgelse, at advokater havde fundet fejl i håndteringen af Nordic Waste-sagen hos både Randers Kommune, Region Midtjylland og Miljøstyrelsen.

* I oktober 2025 blev det besluttet at fyre direktøren for Udvikling, Miljø og Teknik i Randers Kommune.

* Randers Kommune afholdt udgifter til Nordic Waste for flere hundrede millioner kroner i 2023 og 2024. En stor del skal finansieres af statslige lån.

* Kommunen har dog kaldt lån for en "midlertidig mellemfinansiering", da kommunen fortsat forfølger princippet om, at forureneren skal betale.

Kilder: Randers Kommune, Ritzau, DR, Finans, TV2 Østjylland.

/ritzau/