Flere danske landmænd end hidtil har berettet, at de oplever, at deres malkekøer mistrives og giver mindre mælk i forbindelse med brugen af det klimavenlige foderstof Bovaer.

Det viser en analyse fra landbrugets egen forskningsvirksomhed, Seges Innovation, der har set på besvarelser fra en række mælkeproducenter.

419 landmænd har berettet om fald i foderoptagelse, og 434 om fald i mælkeydelse - og ofte begge dele ved igangsætning af fodring med Bovaer.

Derudover har flere landmænd også berettet, at de oplever en øget forekomst af fordøjelses- og stofskiftesygdomme, der blandt andet kan føre til symptomer på forgiftning, som viser sig med diarré og atypisk mælkefeber.

Seges Innovation har modtaget besvarelser fra 644 konventionelle mælkeleverende besætninger med over 50 malkekøer i Danmark.

Der er i alt 1641 i Danmark.

Seges Innovation understreger, at besvarelserne ikke afspejler den generelle situation blandt mælkeproducenter.

Det er ikke bekræftet af forskningsvirksomheden, hvorvidt udfordringerne reelt skyldes fodringen med Bovaer.

Det blev lovpligtigt i 2025 for danske konventionelle landmænd at reducere udledning af metan fra malkekøer.

Metan er en drivhusgas, der udledes af køer som en del af fordøjelsesprocessen.

Reduceringen kan enten ske ved at tilsætte Bovaer i foderet i 80 dage i løbet af året eller ved at tilføje mere fedt i foderet hele året.

Langt størstedelen af mælkeproducenterne har valgt at bruge Bovaer ifølge Seges Innovation.

Fødevarestyrelsen har, i kølvandet på at landmænd begyndte at indberette problemer med Bovaer, præciseret betingelserne for, at landmænd kan undtage syge dyr fra at blive fodret Bovaer.

Det skete i slutningen af november, da betingelserne tilsyneladende havde været uklare for nogle landmænd.

Det blev blandt andet præciseret, at undtagelsesmuligheden også gælder, hvis "en besætningsansvarlig inden igangsætning af Bovaer-fodringen vurderer, at nogle af køerne har en lidelse, der forventes at blive forværret på grund af Bovaer".

Onsdag skal både minister for grøn trepart Jeppe Bruus og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen i samråd om netop brugen af Bovaer.

Miljø- og Fødevareudvalget vil have ministrene til at forholde sig til, om der skal indføres et straksforbud for brugen af Bovaer, "indtil der kastet lys over konsekvenserne for dyrevelfærd".

Fodertilsætningsstoffet Bovaer blev testet og godkendt af EU, inden det blev pålagt de danske landmænd.

Her har Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet konkluderet, at det ikke har skadelige virkninger på malkekøers sundhed.

Også danske Arla har kørt forsøg med brug af Bovaer i foderet, uden at det viste problemer for køernes dyrevelfærd.

/ritzau/