Over 1000 danskere deltog i barnevognsmarch mod mødredødelighed
På mors dag afholdes en barnevognsmarch, der støtter kampen mod mødredødelighed. I år deltog 1537 danskere.

På mors dag afholdes en barnevognsmarch, der støtter kampen mod mødredødelighed. I år deltog 1537 danskere.

Søndag har 1537 danskere deltaget i en barnevognsmarch i 15 forskellige danske byer.
Det oplyser Sex og Samfund, der arrangerer marchen i samarbejde med mødrefællesskabet MaMaMesh.
Barnevognsmarchen støtter kampen mod mødredødelighed.
For hver deltager donerer RFSU 100 kroner til at forbedre vilkårene for gravide og fødende kvinder i Kenya via Sex & Samfunds samarbejde i landet.
Det blev i år til i alt 153.700 danske kroner.
RFSU, der blandt andet producerer kondomer og graviditetstest, er ejet af organisationen Rigsforbundet for seksuel oplysning, hvis svenske navn også forkortes til RFSU.
Generalsekretær i Sex og Samfund Majbrit Berlau er meget tilfreds med antallet af fremmødte søndag.
- Vi er rigtig glade for alle dem, der er dukket op - både børn og voksne. Der er jo heldigvis kommet rigtig mange familier ud alle steder i landet, siger Majbrit Berlau.
Ifølge Sex & Samfund er mødredødelighed en overset krise. 712 kvinder verden over mister hver dag livet, fordi de ikke har adgang til prævention, sikre aborter, fødselsforberedelse eller akut lægehjælp, oplyser organisationen.
- De penge, vi samler ind, går til de af vores søsterorganisationer, der arbejder med både at sørge for, at der er klinikker, der er åbne til kvinder og piger, men også til det arbejde, der handler om at skabe opmærksomhed omkring kvinders rettigheder, siger Majbrit Berlau.
Sex & Samfund mener, at virkeligheden for verdens mødre er blevet endnu mere alvorlig, efter at USA med præsident Donald Trump i front har lukket ned for meget amerikansk udviklingsstøtte samt genindført Global Gag Rule.
Global Gag Rule betyder et forbud mod, at amerikansk udviklingsbistand i hele verden bliver brugt til at støtte adgang til abort eller rådgivning om familieplanlægning.
Det er femte år i træk, at barnevognsmarchen bliver afholdt på mors dag den 10. maj.
Marchen foregik i Aalborg, Aarhus, København, Odense, Vejle, Horsens, Randers, Viborg, Gentofte, Helsingør, Hillerød, Ølstykke, Jyllinge, Holbæk og Slagelse.
/ritzau/