Organisationer opfordrer transportministeren til at bringe nattoget tilbage og indføre flere togforbindelser til Skandinavien

Netværket for Bæredygtig Transport har med støtte fra 65.000 danske og svenske borgere mandag aften overdraget to opfordringer til transportministeren. Organisationen vil styrke togtrafikken mellem Danmark og resten af Europa, så den er konkurrencedygtig i forhold til flytrafikken.

NATTOG 7
Engang kørte der også nattog mellem Nordjylland og København. Billedet viser nattoget fra Hjørring i 1997. I 2014 stoppede nattogene fra Danmark med kurs mod Tyskland og længere ned i Europa. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Netværket for Bæredygtig Transport, der blandt andet tæller Klimabevægelsen i Danmark og Rådet for Bæredygtig Transport, har indsamlet 65.000 underskrifter fra danske og svenske borgere, der ønsker mere klimavenlig transport til resten af Europa. Det skriver TV 2 Lorry.

Netværket har mandag aften overdraget to opfordringer til transportminister Benny Engelbrecht (S), der skal få sat gang i drøftelserne om den danske togforbindelse til de andre europæiske lande. Transportministeren skal, hvis det står til Netværket for Bæredygtig Transport, blandt andet redegøre for konkrete planer for genoptagelsen af nattog fra Danmark til andre lande i Europa inden 30. april 2020.

»Vi går ud fra, at den nye regering er interesseret i at omlægge flytrafik til togforbindelser, så man kan få reduceret Danmarks CO2-udslip med 70 procent, som er målet,« siger Poul Kattler, som er bestyrelsesmedlem i Rådet for Bæredygtig Trafik, til TV 2 Lorry.

Organisationerne bag netværket afleverede forrige efterår 42.000 underskrifter til den tidligere transportminister og vil på ny aflevere de mange tusinde underskrifter til den nye transportminister, Benny Engelbrecht (S), for at understrege opbakningen til netværkets ønsker.

»Nu er vores håb, at transportministeren giver signaler til DSB om, at der skal handling på bordet. Vi forestiller os, at ministeren kan sætte sine embedsmænd i gang, ligesom svenskerne har gjort det, så man kan se, hvordan projektet hurtigst muligt kan komme i gang,« siger Poul Kattler til TV 2 Lorry.

Der skal også ses på at skabe bedre togforbindelser til Stockholm og Oslo, end vi har dag, udtrykker Netværket for Bæredygtig Transport i sin anden opfordring til transportministeren.

Lige nu er der hver dag 25 flyvninger mellem Oslo og København og 22 mellem Stockholm og København.

Til sammenligning er der ingen direkte togafgange til Oslo fra den danske hovedstad og syv til Stockholm, skriver transportorganisationerne i deres henvendelse.

Netværket satte gang i indsamlingen, efter transportministeren i juli udtrykte, at han var klar til at drøfte muligheden for genindførelse af nattog fra Danmark til andre europæiske lande med de svenske myndigheder.