Stine Pilgaard modtog med "Meter i sekundet" den prestigefyldte forfatterpris De Gyldne Laurbær i 2020, og filmatiseringen af bogen blev den mest sete danske biograffilm i 2023.

Nu skal Stine Pilgaards opfølger på bestselleren filmatiseres af samme filmhold.

Forfatterens seneste bog, "Ti vilde heste", skal forvandles til levende billeder.

Det skriver produktionsselskabet bag filmen, Nordisk Film Production, i en pressemeddelelse.

Når opfølgeren skal indspilles næste år, indtages instruktørstolen igen af Hella Joof, som ser sig nødsaget til at udskyde sin tilbagetrækning efter Stine Pilgaards bogudgivelse i september.

- Det kolliderer med mine planer om at gå på hårdt tiltrængt pension, men der er ingen vej udenom. Stine har skrevet en vidunderlig roman, siger Hella Joof.

Bogen er en fortsættelse af kærlighedsfortællingen om Marie og Rasmus, der nu befinder sig på et nyt stadie af voksenlivet og er flyttet til Husum, hvor de lever midt i det kaotiske børnefamilieliv.

Skuespillerne Sofie Torp og Thomas Hwan vender tilbage i rollerne, der udgør parret i centrum.

"Ti vilde heste" er Stine Pilgaards femte bog. Den har høstet stor ros hos anmeldere.

Pilgaard, der selv bor i Husum, har delvist baseret bogen på sit eget liv.

- Selv om det ikke er en selvbiografi, trækker "Ti vilde heste" på stemninger og tilstande fra mit eget liv, siger hun.

Forfatteren har foruden De Gyldne Laurbær vundet flere priser, herunder Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for "Min mor siger" i 2012.

Instruktør Hella Joof er kendt for filmene "En kort en lang", "Oh happy day" og "All inclusive" samt gennem sit forfatterskab, sit skuespil og virke som komiker.

Også producere og manuskriptforfatteren vil i arbejdet med "Ti vilde heste" være gengangere fra filmatiseringen af "Meter i sekundet".

Planen er at indspille filmen i 2027.

RITZAU