Folketingets Ombudsmand går nu ind i en sag om systemet bag de nye ejendomsvurderinger.
Ombudsmandsinstitutionen skriver på sin hjemmeside, at den har bedt Vurderingsstyrelsen om at fortælle, hvordan den kan forklare boligejerne, hvilke beregninger der ligger bag ejendomsvurderingerne.
Det sker i kølvandet på Berlingskes omtale af en sag, hvor en borger har fået afslag på aktindsigt i beregningerne af grundværdien på sin ejendom.
Afslaget er givet med den begrundelse, at beregningerne og de bagvedliggende algoritmer ikke eksisterer i en form, der kan videregives.
I en kommentar til sagen siger ombudsmand Christian Britten Lundblad, at det er vigtigt for borgernes tillid til myndighederne, at de kan få en forklaring på en afgørelse.
- Det gælder ikke mindst på et væsentligt område som ejendomsvurderinger, som har stor betydning for mange danskere - og det gælder også, når vurderingerne bliver lavet ved hjælp af maskinelle beregninger, siger han.
Den pågældende borger har selv klaget til Folketingets Ombudsmand, som derfor også har bedt Skatteankestyrelsen om at tage stilling til klagen.
Vurderingsstyrelsen har fået en svarfrist på seks uger.
Sideløbende med Ombudsmandens undersøgelse af sagen har folketingsmedlem Hans Kristian Skibby (DD) stillet en række spørgsmål til skatteminister Ane Halsboe Jørgensen (S) med baggrund i medieomtalen af den konkrete sag.
De nye ejendomsvurderinger har været stærkt forsinkede. De fleste boligejere har nu modtaget vurderingerne for 2020, og de første 2022-vurderinger er også sendt ud.
Ejendomsvurderingerne har blandt andet været kritiseret for, at grundværdierne i en lang række tilfælde har været højere end ejendomsværdien.
Det skyldes ifølge Vurderingsstyrelsen, at man følger lovgivningens princip om, at en grund skal værdisættes efter den bedst mulige anvendelse og ikke den egentlige anvendelse af grunden.
/ritzau/