Obama drømmer sig ikke tilbage til Det Hvide Hus

Barack Obama drømmer ikke om at gøre comeback i Det Hvide Hus og vil hellere inspirere fremtidens ledere.

Obama i Aalborg 2019
Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama forlader Musikkens Hus i Aalborg. Her talte han til et arrangement med titlen: A Conversation with President Barack Obama. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama drømmer sig ikke tilbage til tiden som verdens mægtigste mand.

»Nej,« lyder det klare svar, da han lørdag bliver stillet spørgsmålet, om han dog ikke ville ønske, at han fortsat residerede i Det Hvide Hus.

Han kommer med en tilføjelse - måske med henvisning til den nuværende præsident, Donald Trump.

»Men hvis jeg havde vidst ...,« når ekspræsidenten at sige, inden han afbrydes af klapsalver fra salen med 1300 tilhørere.

Den nuværende præsident bliver dog ikke nævnt ved navns nævnelse en eneste gang under seancen.

Men der er brug for politisk lederskab, ikke bare i USA, men over hele verden, lyder det fra Obama, der var USA's præsident gennem otte år.

Han ser det som sin fornemste opgave at være med til at præge og påvirke fremtidens ledere.

Det sker ifølge ekspræsidenten ved at holde foredrag for erhvervsledere og inspirere unge til at gøre en forskel.

Det er derfor, han har stiftet Obama Foundation, der uddeler legater og stipendier til fremtidens ledere.

Obama giver en dansk betjent »knuckles« før foredraget i Aalborg lørdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

Barack Obama fortæller også, at tiden som præsident kostede på hjemmefronten.

Så da han for snart tre år siden overlod præsidentposten til Donald Trump, var der et reparationsarbejde at gøre.

»Den første tid sov jeg.«

»Så tog jeg med Michelle på ferie. Hun havde fået nok af mig. Jeg måtte faktisk vinde hende tilbage,« fortæller Obama.

Han er i øvrigt en smule misundelig på sin kone.

»Jeg er ved at skrive en bog. Michelles bog solgte ti millioner eksemplarer. Det bliver ikke nemt at hamle op med,« lyder det.

Michelle Obama besøgte tidligere på året Danmark, hvor hun foran 11.000 tilhørere fortalte om sit liv som præsidentfrue.

Da Barack Obama bliver spurgt om sit syn på Danmark, er det Forsvaret og Danmarks vilje til at påtage sig en rolle i internationale militære missioner, der bliver fremhævet.

Men Obama har også et skulderklap med til nordjyderne.

Limfjordsbroen er i dagens anledning smykket med amerikanske og danske flag. Det har ekspræsidenten bemærket.

»Aalborg er en skøn by,« lyder det fra den 44. amerikanske præsident, der også er fuld af lovord om den danskdesignede Wegner-stol, han sidder i.

Efter en times samtale forlader han Musikkens Hus akkompagneret af stående klapsalver.

Næste destination er München.

/ritzau/