Når årsopgørelsen for 2025 åbner 23. marts, vil der være flere ændringer, der skal gøre det både mere overskueligt og sikkert for borgerne.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen.

For første gang får børn under 15 år en årsopgørelse, som forældrene automatisk har adgang til via autorisation. Det vil der blive sendt en besked om til barnets forældre via Digital Post.

- Ved at sende en årsopgørelse til forældre til unge under 15 år giver vi dem automatisk et overblik over de oplysninger, vi har om deres børn, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge.

Derudover bliver beskeden om årsopgørelsen for første gang kun sendt ud med Digital Post. Førhen er borgerne blevet orienteret via sms eller mail.

Ændringen sker for at minimere risikoen for digital svindel, lyder det fra Skattestyrelsen.

- Det er noget, der er tiltagende opmærksomhed på i samfundet, og vi vil gerne være sikre på, at vi ikke gør os til genstand for misbrug, udtaler Ulrick Junge.

Selv om årsopgørelsen ikke før udelukkende er blevet kommunikeret via Digital Post, fortæller underdirektøren dog, at der også udelukkende blev orienteret om forskudsopgørelsen for 2026 på den måde.

- Vi har ikke haft nogen udfordringer i forbindelse med adviseringen om forskudsopgørelsen overhovedet. Hvis det var sådan, at det gav udfordringer, ville vi selvfølgelig kigge nærmere på det, men det tyder intet på ud fra vores oplevelser der, fortæller Ulrick Junge.

Tidligere var det en regel, at styrelsen skulle informere borgere om forskuds- og årsopgørelsen via enten sms eller mail.

Derfor krævede det også en ændring i regelgrundlaget i november 2025, for at Skattestyrelsen udelukkende måtte give besked via Digital Post.

Ulrick Junge understreger i den anledning, at Skattestyrelsen aldrig beder om bankoplysninger eller beløb med henblik på pengeoverførsler, når de tager kontakt til borgerne.

For at sikre den nødvendige hjælp til de borgere, der er fritaget for Digital Post, har styrelsen oprettet et særligt telefonnummer, der giver lettere adgang til at komme i kø til individuel og personlig telefonisk vejledning.

Det er kun borgere, der er registreret som fritaget for Digital Post, der har mulighed for at anvende nummeret. Nummeret vil stå i den post, som de fritagne borgere modtager.

Derudover bliver årsopgørelsen også nemmere for de 105.000 borgere, der er flere end to om at dele opsparing eller lån til eksempelvis et sommerhus.

Hvor man førhen manuelt skulle skrive sin individuelle andel af renterne i årsopgørelsen, vil Skattestyrelsen nu modtage disse oplysninger automatisk fra banker og realkreditinstitutter og sætte dem direkte ind i årsopgørelsen.

/ritzau/