Hver fjerde kvinde og hver sjette mand, der har haft kræft, lider af fem eller flere senfølger.
Det viser en ny landsdækkende undersøgelse af 41.000 kræftramte danskere, skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Senfølger er for eksempel smerter, åndenød, træthed og diarré.
Undersøgelsen er ifølge Kræftens Bekæmpelse den hidtil største af sin art.
Det er første gang, man kortlægger, hvor mange der lider af flere samtidige senfølger, siger seniorforsker Trille Kjær, Kræftens Bekæmpelse.
- Vi har længe vidst, at mange lever med senfølger. Men vi har manglet viden om, hvor mange der faktisk kæmper med flere alvorlige symptomer på én gang, siger seniorforskeren, der har ledet undersøgelsen.
Undersøgelsen omfatter op til 21 forskellige fysiske og psykiske symptomer og begrænsninger i funktionsevne.
Samtidige senfølger kan ifølge seniorforskeren forstærke hinanden.
- Når man for eksempel både har smerter, åndenød og svær træthed, påvirker det hverdagen langt mere, end hvis man kun havde ét symptom.
- Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun ser på enkeltsymptomer, men på den samlede belastning, siger hun.
Undersøgelsen viser også, at sociale og økonomiske forhold spiller en rolle, når det gælder senfølger.
Personer med kort uddannelse og lav indkomst har ifølge Kræftens Bekæmpelse markant højere risiko for at have mange samtidige alvorlige senfølger.
Rygere og personer med overvægt har også større sandsynlighed for at opleve senfølger, fremgår det af undersøgelsen.
- Det overrasker os, hvor tydeligt den sociale ulighed slår igennem i livet efter kræft.
- Overlevere med færre ressourcer har næsten dobbelt så høj risiko for at have mange samtidige alvorlige symptomer lang tid efter deres kræftbehandling, siger Trille Kjær.
I den nye kræftplan V, der blev udmøntet sidste år, blev det vedtaget at styrke behandlingen af senfølger.
Der skal således oprettes senfølgeklinikker i alle regioner, hvor mennesker med komplekse senfølger efter kræft kan få bedre og mere ensartede tilbud.
/ritzau/