Det kan være skadeligt for dine lunger, hvis du drikker meget alkohol. Især hvis du i forvejen har nedsat lungefunktion på grund af sygdom.
Det viser et studie fra Aalborg Universitet.
Her har forskere set på data fra et stort antal mennesker i alderen 50-64 år, og de har konstateret, at der er en sammenhæng mellem et skadeligt alkoholforbrug og symptomer som åndenød og kronisk hoste.
Hidtil har det især været rygning, der har været opmærksomhed på.
Men den nye forskning indikerer altså, at læger også med fordel kan spørge ind til alkoholvaner, når patienter har problemer med luftvejene.
- Har man dårlige lunger og drikker meget, er risikoen for åndenød 37 procent højere, end hvis man har et lavt alkoholforbrug. Og risikoen for kronisk hoste er hele 46 procent højere, forklarer Line Bjerrehave Nielsen, ph.d.-studerende i lungemedicin på Aalborg Universitetshospital.
Hun er en af forskerne bag det nye studie.
Line Bjerrehave fremhæver, at det er svært endegyldigt at konkludere, at alkohol direkte fører til hoste og åndenød.
- Vi har lavet et tværsnitstudie, hvilket giver et øjebliksbillede. Det betyder, at vi ikke med sikkerhed kan sige, at der er en direkte årsagssammenhæng.
- Men vi har gjort rigtig meget for at tage højde for andre faktorer, der kunne forklare den sammenhæng, vi ser, siger hun.
Det er faktorer som rygning - også tidligere i livet - kropsvægt, køn og en række sygdomme, som forskerne har taget højde for.
Hvordan alkohol konkret kan føre til åndenød og hoste, er ikke blevet undersøgt til bunds.
Men det er for eksempel blevet dokumenteret, at alkohol har en effekt på immunceller, og at alkohol kan gøre fimrehårene i luftvejene dårligere til at transportere slim og partikler op fra lungerne.
- Det er formentlig en kombination af flere effekter, der fører til hyppigere hoste og åndenød, men vi ved ikke, i hvor stort omfang de forskellige ting bliver påvirket af alkohol, forklarer Line Bjerrehave Nielsen.
I undersøgelsen indgår der data fra over 30.000 personer. 11 procent af dem har et alkoholforbrug, der vurderes at være skadeligt.
Det er blevet vurderet ud fra en skala fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der bygger på ti spørgsmål. Herunder har personerne svaret på, hvor ofte de drikker alkohol, hvor mange genstande de typisk drikker, og om de oplever ikke at kunne huske, hvad der er sket, efter at de har drukket.
/ritzau/
