Lad være med at fodre eller røre ved sæler.
Gå aldrig tættere på en ulv end 500 meter og forsøg ikke at lokke den med mad.
Sådan lyder nogle af rådene i nye anbefalinger om god opførsel i naturen, som Miljøstyrelsen har udgivet.
Anbefalingerne retter sig mod et stigende antal danskere, der opsøger de vilde dyr i naturen – enten på egen hånd eller på skræddersyede ture.
Biolog i Miljøstyrelsen Nynne Elmelund Lemming forklarer på Miljøstyrelsens hjemmeside om behovet for adfærdsregler, når det gælder sæler og marsvin:
»Det er dejligt, at folk har lyst til at komme ud i naturen i fritiden, og at der er stor interesse for havets pattedyr. Men det er også vigtigt at forstå, hvad der er dyrenes behov, og hvordan man skal opføre sig for at tage bedst hensyn til dem.«
Det er en god idé at lave retningslinjer, mener formand for Det Dyreetiske Råd Bengt Holst.
»Vi har set en stigende tendens til, at folk sejler rundt i danske farvande og går ud på de øer, hvor sælerne ligger og forsøger at finde hvile. Der er også kommet professionelle operatører til, der arrangerer sælsafari.«
»I og med at de her aktiviteter vokser, er det vigtigt at få beskrevet nogle retningslinjer for, hvordan man skal opføre sig,« siger han til Ritzau.
Der er også stigende interesse for at opsøge ulvens leveområder i jyske naturområder.
»Vi har siden ulvens genindvandring set, at flere tager ud i de områder, hvor ulven lever, for at komme tæt på. Nogle går måske en tand for langt i jagten på et godt billede for eksempel.«
»Men man risikerer altså – hvis man kommer for tæt på – at forstyrre ulvene og måske skræmme dem væk fra et nedlagt bytte, så de skal nedlægge et nyt,« siger Bengt Holst.
At nærme sig dyrene kan også være farligt.
»En ting er selvfølgelig at undgå at forstyrre dyrene, men der er jo også en potentiel fare i at komme for tæt på. Hvis de føler sig trængt op, kan de jo også bide fra sig,« siger Bengt Holst.
Naturturisme er ifølge formanden for Det Dyreetiske Råd et fænomen, vi vil se mere af de kommende år.
»Det er vigtigt, at det foregår på ordentlig vis og med respekt for dyr, lodsejere og i jagttiden de jægere, der måtte færdes i samme områder. Der synes jeg, at de her guidelines er et godt værktøj,« siger han.
De nye retningslinjer kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside.
/ritzau/



