Præstationspres er især problematisk blandt unge på skoler i ressourcestærke områder, lyder konklusionen i et nyt forskningsprojekt, der er lavet på baggrund af en undersøgelse blandt 80 elever i 7.–9. klasse på fire forskellige skoler.
Det skriver Information om et treårigt forskningsprojekt i præstationskultur. Undersøgelsen blandt udskolingseleverne er lavet dels på to skoler i områder med høje indkomster og uddannelsesniveauer og dels på to skoler i områder med lave niveauer.
Forskningsprojektet konkluderer, at der særligt er et problem med præstationsangst blandt piger på ressourcestærke skoler, der oplever, det er svært at passe ind, hvis de ikke følger de gængse præstationslogikker, men generelt skyldes det også, at præstationspresset bliver forstærket af, at hele kulturen omkring de unge i ressourcestærke områder er præget af konkurrence.
Forskningsresultaterne er netop blevet publiceret i Scandinavian Journal of Educational Research, og med i projektet er ph.d.-studerende Søren Christian Krogh fra Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.
»De unge er bange for at blive socialt isolerede, og de opfatter det i højere grad som en personlig fejl, hvis de ikke præsterer godt nok. Mens der på skolerne i de mindre ressourcestærke områder er klare alternativer til, hvad der kan give status,« siger Søren Christian Krogh.