Færøske politikere forsøger endnu en gang at få indført en mere lempelig abortlov, så kvinder kan få en fri abort til udgangen af den 12. graviditetsuge.
Tirsdag fremsætter fire parlamentsmedlemmer et lovforslag i det færøske parlament, Lagtinget, om netop det.
Forslaget er stort set identisk med det, der blev fremlagt sidste år, men blev stemt ned i en tæt afstemning ved forslagets 2. behandling.
Her stemte 15 for, mens 15 stemte imod. Forslaget blev forkastet, da det kræver flertal.
Hos den danske organisation Sex & Samfund håber man, at forslaget bliver stemt igennem. Det siger generalsekretær i organisationen Majbrit Berlau.
- Hvis fri abort bliver til virkelighed på Færøerne, er det et kæmpe fremskridt for kvinders ret til at bestemme over egen krop. I dag oplever vi, at færøske kvinder må søge til Danmark for at få en abort, siger hun i en skriftlig kommentar.
Abortlovgivningen på Færøerne stammer fra 1956.
Det er kun i særlige tilfælde, at gravide på Færøerne kan få en abort, som reglerne er i dag. Abort er dermed som udgangspunkt forbudt.
Kvinder kan kun få en abort i dag, hvis det eksempelvis vurderes, at der er alvorlig fare for kvindens liv eller helbred eller, kvinden har været udsat for voldtægt eller incest.
Hervør Palsdottir fra partiet Tjodveldisflokkurin er en af de fire parlamentsmedlemmer, der fremsætter forslaget om en mere lempelig abortlov tirsdag.
Hun er desuden medstifter af foreningen Fritt Val, som kæmper for fri abort, og forkvinde for det færøske retsudvalg.
Hun nævner blandt andet over for Ritzau, at et af medlemmerne, der sidste år stemte imod forslaget, er trådt ud af parlamentet.
Ingilín Didriksen Strøm fra partiet Javnaðarflokkurin oplyste også sidste uge til det færøske medie KVF, at der siden sidst har været ændringer i udvalg, regering og folketingsgrupperne, hvorfor hun håber, at forslaget kommer gennem alle tre lovbehandlinger denne gang.
/ritzau/